Når mørket er dybest, er lyset nærmest, siger et gammelt trøstens ord, så op med humøret: I forhold til solhvervet rummede dagen i går allerede ti minutter mere dagslys til at se Kernebiderne med de kraftige næb lede efter kirsebærsten i haverne; mens der tilsvarende var ti minutter mindre nat til at iagttage stjerneskudssværmen Kvadrantiderne. Kneb det med at se månen i nat, skyldes det nok, at den dels er så ny, at den knapt kan ses, dels at den gik ned allerede kl. 16.08 i går, og først står op igen kl. 10.37 i dag. Hvor véd den mand dog meget, tænker min imponerede læser meget rigtigt. Min lige så store beskedenhed byder mig imidlertid at indrømme, at de nævnte oplysninger ikke hører til min paratviden, men stammer fra Natur-lommekalenderen for 2003. Haveejerens og landskabsflanørens svar på Grønspættebogen er atter parat med opmuntringer til at have øjne og ører med sig: Halemejserne optræder flokvis for tiden, og Venus stråler om morgenen i Skyttens tegn på den østlige himmel, selv om den om en uge runder sin »største vestlige elongation« - forstå det hvem der kan. Bogen er jo mere end en kalender, i år blandt andet med to essays om natursucceser - Rovfuglenes tilbagevenden til Danmark og Skjern Ås tilbagevenden til oprindeligt snoet løb - samt et par stykker om liv i rummet, dels dagsommerfuglenes, dels de fremmede planetsystemer. For slet ikke at tale om de oplysninger, man ikke anede, at man havde brug for: Den uddøde elefantfugls æg vejede 100 kg mod kolibriæggets 0,2 gram, men til gengæld har det lille fjerkræ et fødebehov på over 100 procent, hvorimod nilkrokodillen kan klare sig med 0,6 procent af sin langt større legemsvægt!