Et par gange eller fem om året ser vi i fjernsynet og læser i aviserne, at arkæologerne har fundet noget enestående. En guldskat, et fantastisk sværd, spor efter en bebyggelse, som man aldrig har kendt før. Det er godt stof. Det er altid enestående. Arkæologerne er i den syvende himmel, men mindst halvdelen af befolkningen synes også, at den slags er spændende. Når fortiden glimter stort, bliver vi alle sammen lidt større. Øen Hjelm ud for Djursland er meget lille, men alligevel kendt af mange, fordi den ligger tæt på Molsliniens sejlrute. Den er privatejet, der ligger et par tomme huse og et lige så tomt fyrtårn - resten er måger og hvidtjørn samt en million blomstrende kørvel i maj-juni. Hjelm er et lillebitte stykke naturparadis i højeste rangklasse. Og så er den meget, meget mere, for det var på Hjelm, det skete: Ifølge mange og pålidelige historiske kilder og endnu flere upålidelige var det på denne lille ø, at selveste Marsk Stig (kongens 'krigsminister') byggede borg i det Herrens år 1290. Han var den hovedmistænkte for mordet på Kong Erik Klipping i Finderup Lade en novembernat i 1286. Pinsedag året efter blev han sammen med en håndfuld andre høje herrer dømt fredløs på Danehoffet i Nyborg, hvilket betød at 'de omgående måtte forlade land og gods og være lovligt bytte for enhver, hvis de viste sig i Danmark. Kongemord var en alvorlig sag.' De fredløse fandt husly hos den norske konge, Erik Præstehader. Forholdet mellem Danmark og Norge er på det tidspunkt dybt kompliceret, men afgørende bliver det, at Erik Præstehader ønsker at svække Danmark, og i den forbindelse var Marsk Stig en nyttig person, for han var god til at føre krig! Han fik lov til at hærge Danmark!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























