0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kernekræfterne i familien

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det ligger som et tegn i tidens køkkendesign - familien er den hellige ko: meningsgiver og identitetssikring. Har den biologiske parathed endnu ikke realiseret sig i mage og to guldlokkede poder, er man underligt svævende mellem kategorierne.

Er man imidlertid havnet helskindet i familiens favn, er der til gengæld ikke megen tid til kæl og klap på grund af den anden hellige ko - arbejdet.

Dette kulturelle skisma hudfletter Gitte Jørgensen i antologien 'Den nye fmilie'. Titlen henviser til de ideer, som generationen, der for tiden er reproduktiv, har om familieliv. Og ideerne er mange, nogle visionære, andre problematiske, grænsende til det direkte reaktionære.

For nu at starte i den positive ende er antologiens indledningsartikel velvalgt i sit smæld af en samtidsdiagnose, hvor feltet lægges frem. Man hyperventilerer uvilkårligt, når fremtidsforsker Liselotte Lyngsø beskriver afgrunden mellem idealer og virkelighed i generation X's familieliv.

For det gør nas på historiens mest individualiserede generation, fortæller hun, når deres behov for at være unikke i samlivsform, børneopdragelse, boligvalg, karrierestrategi, psyke og fysik kolliderer med tidsbarrieren og det standardiserede familiearbejdsliv en nedslidt velfærdsstat tilbyder. Av for en desillusion! Men dén affinder næste generation sig imidlertid ikke med, forudsiger Lyngsø.


Kødet på Lyngsøs kulturelle skitse leverer Gitte Jørgensen selv. Hun åbner skabet og holder private billeder frem, der ikke blot rammer med deres alvors tunge åbenhjertighed men også i genkendelighed. For det blev jo ikke, som vi havde drømt om med kærligheden, tiden og forældreskabet.

Generation X er ramt af den frihed, forældregenerationen skabte grunden for, men uden præfabrikeret manuskript (som Henrik Dahl siger) er generationen udleveret til et liv i manisk pendulfart mellem storhedsvanvid og mindreværd.

Tidsfaktoren fremhæves af flere bidragydere som et af den nye families kerneproblemer, men det passer ikke, indvender Martin Årup. Vi har aldrig haft mere tid: Vi arbejder mindre og har mere tid til børn og fritid end tidligere generationer. Til gengæld kan vi hverken håndtere den frihed, det giver, eller skabe mening i den.

Og når Iben Tranholm fra sit begavede filosofiske hjørne konkluderer, at vi finder denne mening gennem børnene - det vil sige gennem familiedannelse, ja, så synes ringen sluttet og problemerne nærmest uendelige.


De manøvreringsforslag, antologien disker op med, præsenterer sig som nye, men er, når det kommer til stykket, dybt traditionelle: Flyt ud på landet, lev billigt og økologisk, byg dit eget halmhus, anlæg en have, og tag børnene ud af daginstitutionerne - hjem til mor. Og far?!, hvor fanden er han? Kun én af antologiens 19 artikler handler om far som hjemmegående madpakkeartist og omsorgsekspert.

Begrundelsen leveres af Martin Østergaard, der altid har en hårdtslående arketype i ærmet: Mænd kan simpelthen ikke være i tæt kontakt med små børn mere end 5-10 minutter ad gangen, hævder han, og påstår, at det er »sandheden« om »forskellen mellem mænd og kvinder«. Gys!

Der fortælles om lokale landsbyfællesskaber, etableringen af arbejdsfællesskaber og globale online-netværk som mulige veje ud af familiesuppedasen, men skal man tage bogens forfattere på ordet, har generationen ikke bare opgivet at stille kollektive politiske krav, den har også erstattet solidaritetstanken med 'herfra min verden går'. Martin Østergaard er ikke den eneste, der hæver personlige erfaringer til almengyldige sandheder. Det myldrer, og som oftest uden skygge af refleksion over sammenhængen mellem privilegier og valgmuligheder.

Maria Kraul har rekorden; hun idealiserer sine egne valg til det usmagelige, smører dem ud på læseren og indrømmer, at hun er bevidst om den forbandede dårlige samvittighed, hun giver andre, der ikke vælger som hun. Ikke et ord om det økonomiske råderum, der giver hende mulighed for at gå hjemme med børnene. Ikke et ord om, at hendes arbejde kan klares på to timer fra privaten via netopkobling, mens ungen sover. Ærgerligt for eneforsørgende forældre, at deres økonomi forhindrer dem i at være rigtige gode forældre ...

Antologien er, som de fleste af slagsen, en strittende starut, men den er ikke dårlig; tværtimod er dens særlige kvalitet dens karakter af sindbillede. Man bliver klogere på generationen - men også bekymret, for de individuelle valg kan være løsningen for den enkelte, hvis man altså har råd til at være visionær og bryde ud af trummerumen.

Men fælles politiske krav om flere og bedre daginstitutioner, større fædrekvoter i barselsorloven og barselsfonde, der sikrer fuld løn under barsel til begge køn hører med til billedet, hvis man for alvor vil ruske op i den kulturelle træghed og revolutionere familien Danmark.


Familiedannelse er også på dagsordenen i en anden af bogsæsonens udgivelser. I 'Børn på gule plader' taler Marie Scott Poulsen med mænd og kvinder, der alle har været ramt af problemerne med en sammenbragt familie og konsekvenserne af at mikse dine, mine og vores børn.

Hun har anstrengt sig for at belyse problematikken fra forskellige vinkler: kvinden, der gifter sig til børn, manden, der gør det, parret, der begge bringer børn ind i forholdet, yngre mennesker og ældre mennesker, der står midt i orkanens øje, og andre for hvem turbulensen nu er historie.

Lad det være sagt; jeg har aldrig læst noget lignende fra denne kant af verden. Råt for usødet fortæller 14 anonymiserede personer om identitetsopløsning, ensomheden, problemer med at elske 'den andens' børn eller ligefrem had til disse børn - og ikke mindst skamfuldheden over sådanne følelser.

Kvinderne påtager sig ofte rolle som servicedyr, i den tro at det løser konflikterne med stedbørnene, men opdager, at det ikke bare marginaliserer dem i den nye familie, men også undergraver deres identitet og selvværd. Mændene bruger andre strategier, der varierer mellem distancerytteri og prompte 'adoption' af det nye stedbarn. Men fælles for begge køn er det smertelige i processen med at finde sine ben i en ny familiekonstellation.

Bogen henvender sig til så bred en læserskare, at folk, der ikke er på vej ud af skabet og ind i et nyt, kan blive beriget af at kigge med. Og fordi den tager livtag med tabuerne og lader de grimme, forbudte tanker strømme frit vil de, der aktuelt har problemerne inde på livet blive forvisset om, at de absolut ikke er, unormale. Godt gået!