Var det virkelig for snart 200 år siden i empiretidens borgerhjem at idealerne og principperne for møbleringen i danske hjem frem til i dag blev skabt? Ja, Mirjam Gelfer-Jørgensen hævder det i det nye pragtværk, hun har skrevet om dansk nyklassicistisk møbelkunst 1790-1850, og hun er formentlig den, der ved det bedst. Tænk blot på sofaen med sofabordet og kombinationsmøblet som de to kendinge, vi stadig benytter os af og lever med trods talrige radikale forsøg på at bryde det borgerlige møbleringsideal. 68-generationens oprør på boligfronten blev kun en kort ølkasseovergang, og mange af de tykmavede revolutionære står såmænd i dag i auktionshusene og byder på de nette empiremøbler. Poul Henningen hævdede med rette, at vi stadig bærer enevældens slavenatur som et åg, jævnfør blot den ulækre interesse for kongehuset. Men hvad møblerne angår, kan man naturligvis sige, at netop den moderne danske møbelkunst med verdensnavnene Finn Juhl, Hans J. Wegner og Børge Mogensen skabte typer, som er ligeså enkle og funktionelle som empiretidens. Hvorimod en virkelig revolutionær som Verner Panton aldrig slog igennem i bred forstand, hans geniale møbler findes jo ingen steder i dag. Det er en ufattelig viden, Gelfer-Jørgensen har lagt ned i det store smukke værk, fornemt tilrettelagt af Gertrud Jensen i en ordnet klassisk stil som omfavner emnet og gennem righoldige illustrationer trykt i fem farver understreger, at vi har med en væsentlig kultur at gøre. Men det er også et kæmpearbejde at læse bogen, for det 18. århundrede var, som Mirjam Gelfer-Jørgensen understreger boligkulturens store århundrede med et hidtil uset antal specialmøbler og interiører med fransk inspiration.