Den venlige Poul Henningsen sagde det drillende: »Som ung håbede jeg, at min far var Georg Brandes, men jeg frygtede, at det var Jeppe Aakjær«. (Begge dele var en teoretisk mulighed. Agnes Henningsen lå ikke på den lade side). Den ærkekøbenhavnske åndsaristokrat, litteraturprofessor Paul V. Rubow sagde det mere sarkastisk: Hvad der var bandlyst i hans bibliotek, var »den versificerede og seminaristiske Selvforherligelse, der gaar under Navn af folkelig Lyrik. Grunden til, at jeg fører et dydigt Levned, er mit inderlige Ønske om at undgaa Helvede; jeg ved fra sikker Kilde, at de dernede bruger Jeppe Aakjærs Vers til Morgen- og Aftensang (»mæ mi Hæj, Hæj, Hæj aa mi Haa«)«. Fra den art spydigheder udgår myten om, at Aakjær altid har været ugleset af det københavnske formskærerlav- i det hele taget forskudt, forglemt og stakkels. Den martyrmyte synes også at ligge som brændstof bag historikeren Knud Peder Jensens biografi, selv om forfatteren desværre ikke siger det så højt, at man kan tage stilling til den diskrete præmis. Den holder heller ikke mange meter, for Aakjær var enestående beundret i sin tid, ikke bare blandt jyder. Hans sommerstævner på gården Jenle i Salling samlede titusinder langvejsfra, og blandt talerne var toppolitikere fra det Socialdemokrati, han var i politisk alliance med. Hans 60-års dag i 1927 blev fejret ved en kæmpefest på Københavns Rådhus, arrangeret af fire aviser af tre partifarver: Berlingske Tidende, Nationaltidende, Politiken og Social-Demokraten, med tale af professor Vilh. Andersen og fakkeltog. Ved sin død i 1930 blev han hyldet som nationalskjald med mindefest og tale af statsminister Stauning. Han har været elsket og sunget som få og er stadig en af Højskolesangbogens topscorere. Med god grund.