I Alexander Solsjenitsyns berømte roman om lejrfangen Ivan Denisovitsj følger læseren kommunismen gru, som den udfolder sig i løbet af en enkelt dag i et enkelt uskyldigt menneskes liv. 'Kommunismens sorte bog', der efter fem år endelig udkommer på dansk, overflyver hele kommunismens makabre landskab. 'Det røde hjul', Solsjenitsyns litterære metafor for den kommunistiske æra og titlen på et andet af hans værker, kørte hundrede millioner mennesker ihjel og drejede det tyvende århundrede ud i et barbari, der endnu ikke er slut, selv om Sovjetunionen for længst er opløst. Fra arbejdslejrenes Gulag, der startede et stenkast fra Skandinavien og ikke i det fjerne Østen, som mange tror, til vore dages nordkoreanske fangelejr. Det hele er med i denne fantastisk vigtige bog, som efterlader sin læser dybt rystet over forbrydelsernes omfang - og den konsekvens, hvormed de fra starten blev iværksat af en politisk bevægelse, som ikke skyede noget middel for at opnå sine mål. Den detaljerede påvisning af kommunismens kriminelle aspekt, dens totale foragt for menneskehedens 'universelle kultur', er bogens væsentligste pointe. Ikke fremsat som påstand, men dokumenteret af kendsgerninger om tortur, deporteringer, henrettelser af millioner af mennesker, der har været så uheldige at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt - eller blive født af de forkerte forældre med det resultat, at de i stedet for at være individer med visse umistelige rettigheder blev til 'folkefjender', 'deklasserede elementer', 'kontrarevolutionære' eller en helt fjerde af de kategorier, som klassehadet rettede sig imod.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























