En af hverdagspsykologiens store gåder er spørgsmålet om, hvorfor kvinder, som igen og igen bliver truet, forhånet, banket og voldtaget, alligevel så ofte vender tilbage til deres afstumpede partner, ja nærmest synes at stå i en slags afhængighedsforhold til ham som en anden stofmisbruger, der resigneret indtager første parket til dramaet om sin egen langsommelige død. Hvad er det dog for en mærkværdig, uindfølelig 'ydmygelsesnarkomani' disse kvinder lægger krop og sjæl til - hvad er deres selvdestruktive motiver, hvori består deres 'sus'? Spørgsmålene er mange, men området fortsat ganske underbelyst, idet emnets videnskabelige bevågenhed traditionelt har været sparsom, ligesom beretninger fra de voldsramte kvinder er en sjældenhed og - når de endelig bliver fortalt - ofte reduceret til en hårdt optrukket, disneyficeret Askepot-mytologi. Alene derfor er der grund til at glæde sig over Kirsten Nees Larsens nye bog, hvori hun nøgternt og uden de store faldbelader fortæller om sin tilværelse med en voldelig psykopat - fra den første forelskelse til den modbydelige finale, hvor forfatterens ældste søn i nødværge slår sin stedfar ihjel. På ét plan er der tale om en usædvanlig og spektakulær historie, men bortset fra den fatale kulmination er Nees Larsens beretning formentlig ganske mønstergyldig i sin skildring af den psykosociale deroute, angstens lammende psykologi: I forholdet til den voldelige mand udsættes hun ikke alene for en systematisk nedbrydning af personlighed, viljestyrke og integritet, hun spindes også ind i et fintmasket net af frygt og tabu, skyld og skam, som gradvist lægger låg over de sidste rester af handle- og dømmekraft og tilsammen forhindrer hende i at bryde den stadig eskalerende voldsspiral.