Louis Armstrong har været trompetisten Theis Jensens ledestjerne, lige siden denne hørte ham som 13-årig skoleelev. Omfattet med en kærlighed, der også går som en rød tråd gennem den bog, som Theis Jensen har skrevet i anledning af sit 50 års jubilæum som udøvende musiker. Professionel amatør kalder han sig, en betegnelse, der ikke kunne være mere dækkende. Det har været afgørende for ham, at han aldrig har været økonomisk afhængig af musikken, idet han har kunnet skaffe sig sit daglige udkomme som grafisk designer. Men som musiker og sanger befinder Jensen sig på et niveau, der tåler sammenligning med de bedste af slagsen, til trods for at hans teoretiske viden kan ligge på et meget lille sted. Og bogen lader os heller ikke være i tvivl om, at jazzen altid har været - og fortsat er en livsnødvendighed for ham. Den klassiske jazz, bør man vel tilføje. For det er frem for alt den, som Theis Jensen forsvarer i sin bog. Et digert, meget rigt illustreret værk på knap 300 sider, indlagt en cd med mere eller mindre private optagelser, der rækker helt tilbage til drengeårene. Theis Jensen fortæller om sit forældrehjem, om sine skoleår, om sin familie, om de orkestre, han har spillet i, i særdeleshed Theis/Nyegaard Jazzband, og om orkestrets og ikke mindst sine egne mange rejser, der har bragt ham til så fjerne steder som Argentina og Australien. Theis Jensen har haft meget på hjerte. En kraftig redigering ville dog ikke have været af vejen, for meget har opremsningens karakter. Ganske vist skildrer bogen et stykke dansk jazzhistorie, som det er værd at kende til, men det er især i de afsnit, hvor Theis Jensen går tæt på musikken og de musikere, han har mødt undervejs i livet, eller hvor hans oplevelser formidler en dyberegående personlig indsigt - som det er tilfældet i hans konfrontation med instrumentkollegaen Roy Eldridge - at også hans sprog, der for det meste er tørt refererende, får det liv, der for alvor vækker genklang i læseren.