Fetalje- eller viktualiebrødrene! Det lyder spøjst, men der er ikke tale om ansatte i et charcuteri eller en klub af slagtersvende. Vi er i ulige mere dramatisk selskab, nemlig blandt sørøvere i Østersøen på dronning Margrete I's tid omkring 1400. Navnet har ganske rigtigt noget med mad at gøre. Fetalje er fødevarer og skibsfarten i Østersøen bestod for en stor del af transport af fødevarer: sild, kød, korn osv. Hvis man med sørøvere tænker på nedgravede guldskatte på eksotiske øer, lyder det måske noget prosaisk. Men historien om fetaljebrødrene er ikke mindre dramatisk end Rackham, Morgan og de andre buccanerers eventyr to-tre århundreder senere. Dramaet har en stor plads i tysk og svensk historieskrivning; derimod har danske historikere været mærkeligt uinteresserede, selv om Danmark havde en hovedrolle. Det er der nu rådet bod på med Olaf Olsens spændende bog.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























