Først var det Susanne Bjerrehuus med et Mae West-citat 'Livet i mine mænd' som titel på sin erindringsbog. Nu kommer så Bente Troense, programredaktør på TV 2, med et citat fra dansestjernen Ginger Rogers, der svarede, at hun havde gjort nøjagtig det samme som Fred »bare baglæns og på høje hæle«, da hun blev spurgt om, hvem der var bedst, hun eller Fred Astaire. 'Baglæns og på høje hæle' har dog intet med Hollywood at skaffe. Tværtimod. Det er en mønsterbryders erindringer. Bente Troense er en af dem, som er kommet af så fattige kår, at man i dag knap nok fatter det, og som har klaret sig her i livet, både menneskeligt og karrieremæssigt. De dage med uglesete enlige mødre, der kom til ydmygende politiforhør, og usle boligforhold, hvor den gamle bedstemor måtte sove uden for loftkammeret, ude på selve loftet under de nøgne sten, er i dag lige så langt væk, som filmbyen må have virket. Den spiller dog ingen som helst rolle i de nøgterne erindringer, der bygger på en meget god hukommelse for barndommens Århus, opvækst, skolegang og siden ungdom og arbejdsliv, først som skolelærer, siden på det unge B&U i den såkaldte provins. Her var Troense med til at skabe populære programmer som 'Søndagskvisten' og 'Leksikassen'.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























