Da Fay Weldon bare var et foster på tre måneder, rystede jorden under fødderne på hendes mor i det nordlige New Zealand. Moderen løb for livet, men kunne ikke vide sig sikker nogen steder. Faderen, der var læge, var travlt optaget af de sårede og kunne ikke hjælpe sin kone. Denne oplevelse, som vel knap kan kaldes en oplevelse, fungerer både som indledning til Fay Weldons erindringer fra tiden, før hun blev forfatter, og som forklaringsmodel for de talrige omskiftelser i hendes liv: »Man kunne glad og fro slentre af sted, og pludselig kom jorden under ens fødder i udbrud, og en hel strøm af modbydelighed og fordærvelse spyede ud som lava fra en vulkan«, er en lektie, som gentager sig for hende med jævne mellemrum. Et af disse brud finder sted mellem Fay Weldons forældre, som bliver skilt uden at man af den grund taler særligt højt om det. Fay og søsteren Jane, som hun i sine tidlige år hænger sammen med som ærtehalm, opdager det først, da faderen får en ny kone. Indtil da tror de bare, de er verdens første pendlerbørn, der rejser mellem det nordlige og det sydlige New Zealand. Rigtig slemt bliver det først, da moderen vil redde Fay fra at blive lesbisk (en veninde fra pigeskolen er blevet lidt for nær efter omgivelsernes mening) og bruger en arv, som familien havde kunnet leve fedt af i New Zealand, på billetter til det krigshærgede London. Moderen, der er opvokset i London, tror, at alting vil være som før krigen, at der vil være arbejde og mad, men må ved ankomsten erkende, at den verden, hun kendte, er bombet i stykker. For Fay bliver London imidlertid en udfordring. Hun vil vinde over byen og ender såmænd også med at gøre det.