At kortlægge en produktiv kunstners værk i en stor kommenteret registrant, med den faglige videnskabs obligatoriske tilbehør af noter, forkortelser, henvisninger og andre benspænd for lystlæsningen, er en af de opgaver, der burde få selv en ung kunsthistoriker til at føle, at livet er for kort til pligter. For før de mange hundrede kunstværker kan beskrives, opmåles og fotograferes, skal de lokaliseres. Undertiden må man ulejlige mange sagesløse mennesker, før man når frem til et billedes rigtige ejer. Det er dog kun de indledende sonderinger, der kan foretages fra et skrivebord og med en telefonbog. I sidste ende må man ud i det virkelige liv for at få sine formodninger bekræftet. Arbejdet er enormt. Før det sidste værk er ført til protokols, har man måttet tage utallige trapper, drikke adskillige kopper kaffe og høre på næsten lige så mange samleres livshistorier. Selv om Per Kirkeby er en undtagelse i så mange henseender, er han det ikke i forhold til denne tidkrævende procedure i kunsthistoriens tjeneste. For den unge Kirkebys malerier er i modsætning til den ældre Kirkebys ikke blevet systematisk bogført af en tysk gallerist med ordenssans, dvs. Michael Werner. Mange ældre billeder er spredt for mange vinde, og kunsthistorikeren, lektor Ane Hejlskov Larsen har måttet afsætte små femten år af sit liv for at kunne skrive 'Per Kirkeby. Malerier 1957-1977', den mest omfattende og righoldige publikation om Kirkeby til dato. Bogen - en feltregistrant - er en bedrift, der burde indbringe forfatteren en medalje for både grundighed, udholdenhed og trofasthed over for emnet.