For ikke så mange år siden var venstrefløjen inspireret af især socialismen en drivende kraft i Europa, i dag virker den idémæssigt udslukt og er for eksempel knap nok i stand til konstruktivt at forholde sig til begrebet globalisering. Den tidligere så stolte venstrefløj havde hovedansvaret for udviklingen af demokratiet i Europa, mener den socialistiske historiker Geoff Eley, englænder og et produkt af 68, i dag professor ved University of Michigan i USA. Men er denne vurdering holdbar? Næppe. I hans eget hjemland, Storbritannien, var det i hvert fald ikke arbejderpartiet, som førte an i udviklingen af det parlamentariske demokrati, men de konservative og de liberale. Arbejderpartiet fik først reel indflydelse efter 1920. Eller lad os tage vort eget land, hvor det var Venstre, der førte slaget mod Estrups provisorier. Heller ikke i 1920'ernes Tyskland, hvor Weimar-republikken en tid gav løfter om en demokratisk forvandling, havde Socialdemokratiet nogen afgørende indflydelse. Før Første Verdenskrig var det danske socialdemokrati - sammen med andre europæiske socialdemokratier - dog stærkt inspireret af det tyske socialdemokrati, hvis oprindelige hovedsigte var afvikling af det kapitalistiske samfund, men som efterhånden begyndte at argumentere for 'evolutionær socialisme', altså hvad man også kunne kalde Stauning-linjen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























