I en tid, hvor enhver student med blot et minimum af udlængsel tager på verdensomrejse, er der noget sært altmodisch over en institution som Eventyrenes Klub. En slags holden fast i en tid, hvor det at tage på rejseeventyr var forbeholdt en lille elite, som så bagefter sammen kunne drøfte den store eksotiske verden, som menigmand kun kendte fra de kulørte blade. Derfor er man nok også lidt ekstra kritisk, når man mellem hænderne får 24 beretninger fra Det runde bord, som eventyrernes slyngelstue åbenbart kaldes. Det skal gerne være både vildere og mere interessant end, hvad vi andre dødelige kunne fortælle over en kop øl. Og nogle af bidragene til bogen 'Eventyrernes Klub' gør det bestemt. Få af os har cyklet på tværs af Sahara uden tilstrækkeligt vand, forsket i Bahamas underjordiske grotter med flagermusepis i luften eller observeret hættelappedykkere på Patagoniens højslette. Det er godt stof, med masser af saft og kraft og en fascinationsværdi. Man suser igennem. Problemet er bare, at den slags bidrag er i mindretal, og at alt for mange af dem ikke ligefrem sprudler af energi og elegance. I en samling med over 24 bidrag er det naturligvis altid let at fremdrage de mindre vellykkede historier. Men når man for eksempel vælger at indlede med John Andersens ret kedsommelige og ikke særligt eventyrlige sejltur i Østgrønland, giver det allerede fra starten den skuffende fornemmelse, at man uden videre har trykt, hvad de medlemmer, der gad, måtte have lyst til at skrive om en rejse. Resultatet er hverken velskrevet eller godt nok til at være interessant, særligt ikke når de som en del af grønlandsfarerne bliver meget historiske i spyttet. Så er det meget mere anbefalelsesværdigt at lægge vejen forbi antikvariatet (eller biblioteket) og læse de gamle polarforskeres egne krøniker. For eksempel den altid underholdende Peter Freuchen, der i sin tid stiftede Eventyrernes Klub. Han kunne i al fald både skrive og tage på eventyr.