0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvor blev parkacoaten og lumberjakken af?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bogen lokker med sin frække signalfarve - fluorescerende pink. Et næsten symbolsk valg, når indholdet drejer sig om mode, thi mode er det evige og uimodståelige lokkemiddel, et sødt og forførende bolsje, man kan blive ved at sutte på, og nu hvor hele kogeriet fra couture til kaos serveres i form af et modeleksikon, kan man endda blive oplyst om det, man ikke vidste, man gerne ville vide - man kan sågar få moden sat i perspektiv.

Politikens modeleksikon er skrevet af en række fagfolk og eksperter med dragthistoriker Viben Bech og mag.art. Lars Dybdahl som de flittigste bidragydere. Begge er ansat ved Københavns Universitet. Men også dragthistoriker Louise Fussing fra Kunstindustrimuseet samt Bodil Marie Thomsen og Karen Klitgaard Povlsen fra Center for Køn og Kultur i Århus har leveret deres til sammensyningen af modens umådeligt facetterede kludetæppe.

Rollen som den ansvarsfulde redaktør har tøjhandler og designer Mads Nørgaard påtaget sig, og han skal først og fremmest have tak for overhovedet at bringe et opslagsværk på banen - det er tiltrængt, både som supplement til den almindeligt hullede hukommelse, men også som nødvendig lærdom for nutidens unge designere og modearbejdere, deres viden spænder generelt fra mangelfuld til særdeles minimal. Det kan der nu gøres noget ved.


Mads Nørgaard skal desuden have tak for at bryde den alfabetiske orden, dels med mange fremragende illustrationer, dels med en såkaldt voxpop, hvor en stribe personer, fra Lars H.U.G. til Casper Christensen, svarer på det samme spørgsmål.

Her bliver man kort og godt underholdt, eksempelvis med journalisten og forfatteren Niels Barfoeds 'kakkelovnsrør' og Hanne-Vibeke Holsts' ulykkelige forhold til moden (hun fanger den først, når alle andre er stået af). Virkelig godt anbragt, som en mundfuld sjove, skæve og tankevækkende pusterum mellem den massive mængde af kontante oplysninger fra A til Æ, er en række essays, leveret af så vidt forskellige mennesker som den britiske designer sir Paul Smith, forfatterne Suzanne Brøgger, Naomi Klein og Klaus Rifbjerg, supermodellen og fotografen Helena Christensen, salig Christian Dior samt sociologen Orvar Löfgren.

Sidstnævnte funderer helt vidunderligt over, hvorfor vi så gerne vil være moderigtige, og Christian Diors fortælling (et uddrag fra bogen 'Dior on Dior' fra 1957) om skabelsen af hans skelsættende New Look-kollektion fra 1947 er simpelthen et stykke prægtig modehistorie.


Men redaktør Nørgaard skal også have tæsk. Hvorfor bliver vi ikke oplyst om gulerodsbukser og kassebukser, om murerskjorten, parkacoaten, persianerpelsen, safaritøjet og lumberjakken? Hvorfor må vi ikke vide, hvad et wienerlæg er, og hvorfor kan man ikke slå op under jernbanefløjl og blive belært om, hvornår stoffet kom frem, og hvad det især er blevet brugt til?

Hvad med de klassiske vævninger, man kalder for sildeben, hundetand og pepitatern? Hvor er ballerinaskoene og cowboystøvlerne henne, hvorfor glemmer man navnet på Marimekkos grundlægger, Armi Ratia? En anden stor finsk dame, Vuokko, er slet ikke nævnt. Persongalleriet er i det hele taget ujævnt. Den skrappe pen fra Herald Tribunes modespalter, Suzy Menkes, er nævnt, men hendes endnu skrappere og langt mere vittige forgænger, Hebe Dorsay, er det ikke.

Den legendariske moderedaktør Diana Vreeland har fundet vej til Politikens modeleksikon, men den nuværende og meget indflydelsesrige redaktør for amerikansk Vogue, Anna Wintour, har ikke. Og ville det ikke have været klædeligt at medtage de danske moderedaktører og -journalister, som gennem ugeblade og aviser har haft enorm indflydelse på danskernes påklædning - Didder Rønlund, Birthe Strandgaard, Lotte Freddie, Tove Castenskjold, for slet ikke at tale om Hanne Holten - hvis nogen har (for)ført de danske kvinder ind i modens landskab - fra begyndelsen af 1960'erne - så er det moderedaktøren på Eva og Alt for Damerne, i nævnte rækkefølge.


Personligt ville jeg også gerne have set leksikonets udlægning af det mest fremherskende fænomen i nyere tid, nemlig det sorte tøj. Jeg ledte forgæves under 'sort' og 'uniform'. Ikke et ord. Så gættede jeg på 'identitet', 'kult' og 'bevægelse'. Heller ikke. Jeg ville også gerne have læst om 'den lille sorte', men heller ikke her var der bid - det vil sige, der stod et par ord under Chanel, Coco - i øvrigt et meget velskrevet portræt af den legendariske mademoiselle.

Bortset fra disse mangler - jeg indskyder også lige fraværet af et par store franske undertøjs- og strømpemærker, Huit og Dim - er modeleksikonet stoppet med oplysninger om danske og internationale designere, danske og internationale virksomheder, modehuse, forretninger, stormagasiner, designskoler og kunstakademier, stilarter og -retninger, fotografer, stylister, pop- og rockstjerner - man får endda en længere definition af begrebet klubkultur.

Der er altså rigeligt, trods alt, det hele flot og markant båret frem af en overskuelig grafisk opsætning ved Martin Farran-Lee.