0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vrisne, vemodige, vittige faxerier

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Halfdan Rasmussen er 84, sidder i Hornbæk og forestiller sig besværet med at rydde op efter hans død. »Hvorfor forstøver man ikke bare, når man fordufter?«, spørger han. »Eller fordamper? Tænk dig overskriften: Forfatter fordampet. Verdammt!«.

Sætningen er rettet til Johs. Møllehave, og det er netop en fordampningsproces, man følger i denne bog om de sidste seks år af hans liv, fra han er 82 i 1997 til få måneder før hans død i marts i år, 87 år gammel. Hvad der fordamper er først hans digterevne, så hans kræfter og livslyst, men til det næsten-sidste er der glæden ved at skrive.

Han skriver til en af de få, han stadig har kontakt med og tør åbne sig for: forfatterkollega Møllehave. Ikke fordi Møllehave er præst (tværtimod!), men fordi han er åndsfælle og legekammerat. Rasmussen blev hooked på faxen som en krydsning af dagbog og ekspresbrev, og denne bog trykker de 44 faxer, der blev hans sidste livstegn, digterens sidste slag med halen.

Som H.C. Andersen betroede sin dagbog: »Jeg kan ikke være i min Ensomhed«. Det kan Rasmussen heller ikke. Han savner sin Signe, der fik Alzheimers og kom på plejehjem. De kunne ikke tale sammen, men, fortalte han Møllehave, »vi kan danse sammen«. Da også dét bal er forbi, sniger mørket sig ind på ham. Han ser hende overalt, og det gør det ikke lettere.

Faxerne handler helt enkelt om dagene ud- og indvendig. Han føler sig som »gnom«, »eremitkrebs« og »SS-mand: senil og sær«. Barometeret står på træthed, tungsind og »rungende tomhed i den øverste kiste«, men bemærk bogstavrimene. Og bemærk selvironien: »Spekulerer allerede på, hvordan jeg ikke skal fejre min halvfemsårsdag«.


Han går knirkende ture i plantagen og følger årets gang. Han snerrer ad sneglene og muldvarpene, der holder kongres i køkkenhaven. Han vrisser over mediernes sprog og »de veluddannede vandhoveder« i tv. Han ærgrer sig over Kaj Munks lyrik og mindes, dengang han og hjerteveninden Tove Ditlevsen grinede sådan ad Carl Th. Dreyers film over 'Ordet', at de var ved at blive smidt ud af biografen.

Han taler om behovet for elefantøller og andre »promillemedikamenter« til at sove på.
Men der er også søvnens velsignelser, drømmene, kunstoplevelserne. Besøg af børn, børnebørn og de sidste venner. Et brev fra en 9-årig fan. At høre Carl Nielsen. At se Magritte på Louisiana. At læse 'Harry Potter', Pia Tafdrup og Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Fuglene, skibene, udsigten til Kullen. Stjernerne, der »holder øje med jorden«.

Og sproget. Æbletræer, der drysser, får ham til at føle sig som »et gammelt og afblomstret drys«. Men lur den gamle. Han slår smut med ordene, boltrer sig i ordspil, brandere og jordstrygere. »Jeg går bedre end husets ure«, siger han stolt. Han ryster på hovedet ad politikerne i valgkampen, så han er ved at få »gevind på halsen«. Vejret er »omtåget« og tågen »så tæt, at man må gå i sig selv for ikke at støde ind i andre«. Ren Villy Sørensen, men navnlig Rasmussen. Tosseriernes, humorens og rimenes Rasmussen.

Rasmussen vrisser mest over gråt vejr, kaldet 'gulv- og karkludevejr', men han var en god fotograf, der kunne aflokke de grå mellemtoner deres egen musikalitet. Det ser man af de 34 billeder fra Irland, Grækenland og Norden, der afrunder bindet og viser ham fra en ukendt side. Der er også et par morsomme sidste-digte til Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger.

»Jeg har ikke noget væsentligt på hjerte, bortset fra kalk og fedt«, siger Rasmussen, men det har han. Det er en bog om at blive gammel og indhentet af forfaldet, men også om dagliglivets poesi og sprogets munterhed.

Tak til Johs. Møllehave for at have givet os denne prøve på faxen som kunstform og Rasmussens lurifaxerier som et uventet supplement til tosserierne.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere