Halfdan Rasmussen er 84, sidder i Hornbæk og forestiller sig besværet med at rydde op efter hans død. »Hvorfor forstøver man ikke bare, når man fordufter?«, spørger han. »Eller fordamper? Tænk dig overskriften: Forfatter fordampet. Verdammt!«. Sætningen er rettet til Johs. Møllehave, og det er netop en fordampningsproces, man følger i denne bog om de sidste seks år af hans liv, fra han er 82 i 1997 til få måneder før hans død i marts i år, 87 år gammel. Hvad der fordamper er først hans digterevne, så hans kræfter og livslyst, men til det næsten-sidste er der glæden ved at skrive. Han skriver til en af de få, han stadig har kontakt med og tør åbne sig for: forfatterkollega Møllehave. Ikke fordi Møllehave er præst (tværtimod!), men fordi han er åndsfælle og legekammerat. Rasmussen blev hooked på faxen som en krydsning af dagbog og ekspresbrev, og denne bog trykker de 44 faxer, der blev hans sidste livstegn, digterens sidste slag med halen. Som H.C. Andersen betroede sin dagbog: »Jeg kan ikke være i min Ensomhed«. Det kan Rasmussen heller ikke. Han savner sin Signe, der fik Alzheimers og kom på plejehjem. De kunne ikke tale sammen, men, fortalte han Møllehave, »vi kan danse sammen«. Da også dét bal er forbi, sniger mørket sig ind på ham. Han ser hende overalt, og det gør det ikke lettere. Faxerne handler helt enkelt om dagene ud- og indvendig. Han føler sig som »gnom«, »eremitkrebs« og »SS-mand: senil og sær«. Barometeret står på træthed, tungsind og »rungende tomhed i den øverste kiste«, men bemærk bogstavrimene. Og bemærk selvironien: »Spekulerer allerede på, hvordan jeg ikke skal fejre min halvfemsårsdag«.