0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I de blindes verden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en værdifuld og stimulerende bog om de blindes verden, Gerhard Kaimer har skrevet. Han blev selv blind i 12-års alderen ved et vådeskud, og kun en blind kan, som han siger, i virkeligheden forstå den blindes tilværelse.

Bogen er stimulerende for blinde, fordi den kan hjælpe dem i den situation, en af deres største velgørere, Louis Braille, engang beskrev ved, at de blinde »er de mest ensomme mennesker i verden«. Er man ensom, kan det måske være en støtte at vide, at man ikke er alene. Blandt meget andet er denne bog også en blindhedens psykologi.

Stimulerende også, fordi forfatteren viser, at man ikke behøver lægge hænderne i skødet, fordi man er blind. Han tager også et tilløb til blindhedens kulturhistorie, som måske burde have været en særlig bog og endnu kan blive det. Den kunne begynde med den stygge historie i Det Gamle Testamente om Isak, Esau og Jakob. En blind må man godt bedrage.


Men Kaimer har tillige et budskab til de seende, der har den svære lod at omgås blinde. For vi er ikke nemme at have med at gøre. Hvem tænker på, at det, som forfatteren nævner, kan opfattes som en fornærmelse, når nogen i bedste mening siger: »Man skulle slet ikke tro, at du var blind«?

Eller at en blind kan få lyst til at sige »hold kæft!«, når han hører: »Men når det er så længe siden, må du have vænnet dig til det?«. Som om det var noget, man kunne vænne sig til. Det følger ikke bare en, fra man vågner, til man sover, men også i drømme. Det er umuligt for seende at få ind i hovedet, hvad det betyder, at 70-80 procent af menneskets opfattelse af omverdenen stammer fra synet.

I al deres velmente omsorg foretager de seende sig de tåbeligste ting. Som f.eks. lydfyrene på Rådhuspladsen. Som om det var der, hvor der altid er så mange mennesker, der skal over gaden, man havde brug for bip-bip og ikke på de mindre befærdede kryds, hvor der ikke er andre, som skal over.

For selvfølgelig har langt de fleste blinde en fornemmelse af, hvad der omgiver dem. Det gælder ikke mindst de 70 pct. af de blinde, der er over 70 og er blevet ramt af alderdommens 'senblindhed'.


Kaimer skelner mellem fire kategorier af blinde, de blindfødte, de ungblinde, som han selv tilhører, de voksenblinde, der er blevet afbrudt i deres arbejdsliv af at miste synet, og så de gamle.

Hans mest gribende sider handler om de blindfødte, der aldrig har fået noget synsindtryk af omgivelserne. Han yder her med en enestående indlevelsesevne en fin håndsrækning til de forældre og pædagoger, der skal tage sig af de børn, som er født blinde. Som senblind må man spørge, hvilken ret man selv har til at klynke.

Ikke to mennesker er blinde på samme måde, mener Kaimer. Men fælles for alle er dog de holdninger, der omgiver dem. Forfatteren punkterer den ene efter den anden af de myter, der omgiver blindhed. Men han har også et råd, som alle synshæmmede kan tage til sig, hvis de vil undgå 'klientgørelse': »Lad ikke andre gøre, hvad du kan selv«.


I omsorg for blinde har Frankrig været foregangsland. Det begyndte med, at Ludvig den Hellige i 1254 oprettede et hjem for korsfarere, der havde fået øjnene stukket ud i muslimsk fangenskab. Der var plads til 300. Det blev derfor kaldt 15-20 (300 er lig 15 x 20, red.) og lever stadig videre under denne betegnelse som et af Paris' førende øjenhospitaler.

I 1784 fik Valentin Haüy oprettet den første skole for blinde børn. Han var en filantrop i oplysningstidens ånd og ville gøre noget for de blinde børn, der tit som så mange andre blinde var henvist til tiggeri.

En af skolens elever blev i 1819 Louis Braille, der havde fået ødelagt sit syn som treårig ved et uheld i faderens sadelmagerværksted. Han var så kvik, at han efter endt uddannelse blev ansat som lærer ved skolen. Her begyndte han at eksperimentere med et alfabet, der kunne give de blinde adgang til bogens verden.

Skildringen af hans kamp for at få sin punktskrift anerkendt af de bedrevidende seende, der baksede med forskellige andre håbløse løsninger, er noget af det mest betagende i denne bog. Inden hans punktskrift omsider med støtte fra de blinde, han i smug havde undervist, fik undervisningsbureaukraternes blå stempel, døde han i 1852 43 år gammel af tuberkulose. Det var ikke byens sundeste lokale, de blinde havde fået overladt.


Frankrig er stadig et godt land at være synshæmmet i. Man har skattefradrag for blindhed, gratis ledsager på statsbanerne og slipper for højt smørrebrød, der, som Kaimer gør opmærksom på, er en plage. Frem for alt er der stadig gammeldags markeder med handlende, man kan snakke med, så man ikke er henvist til de store supermarkeder med sød dåsemusik, der er uanvendelig, når man ikke kan se.

Man kan diskutere med biavlerne om, hvad hver af hans 17 forskellige slags honning er god til, med ostehandleren om hans 53 forskellige slags ost, osv. Kun går man naturligvis glip af det rige kropssprog, der er så vigtig en del af sproget, at de franske bruger det også, når de taler i telefon eller sidder bag et rat. Måske en af årsagerne til det høje antal færdselsdrab i landet.

I trafikken har man til gengæld fordel af, at der ikke er så mange cyklister som i Danmark, disse usynlige og lydløse trafikanter, som man først opdager, når de giver lyd fra sig. I København gerne med et »Se dig for, dit gamle fjols« (mildt sagt). I Frankrig med cyklistens spontane »Oh, pardon, Monsieur«, når man er ved at vade ind i ham eller især hende.


Så er der den vidunderlige institution, som hedder Blinde Intellektuelles Klub, der for ingen penge indlæser alle de bøger på bånd, man har lyst til. Frankrig er stadig så meget af et katolsk land, at gode gerninger betragtes som en vej til frelse.

Lydbøgerne har været vor tids store fremskridt for synshæmmede. Dem behøver man ikke at kunne fransk for at få glæde af. Danske brugere kan det anbefales at lære sig at forstå svensk. Så kan de også få glæde af det utroligt righoldige og hjælpsomme svenske Talboksbibliotek.

Det har på opfordring f.eks. sågar påtaget sig at indlæse flere tykke svenske doktordisputatser, som ikke ret mange andre kan have brug for. Om svenskernes nyeste tekniske landvinding med indlæsning af bøger på cd-rom er et fremskridt er dog diskutabelt fra et brugersynspunkt.

For biblioteket er det en klar fordel med de små disketter i stedet for de klodsede kassetter. Men med hensyn til orientering er den foreløbig bedste løsning de amerikanske firespors langsomme bånd, de bruger i det store blindebibliotek Recording for the Blind i Princeton.

I det hele taget er det ikke alle tekniske fremskridt, der er til fordel for de synshæmmede. Det er ikke bare selvbetjeningsbutikkerne, der er ubrugelige. Den omsiggribende indførelse af kreditkort og talkoder ved gadedøre gør en endnu mere hjælpeløs. For slet ikke at tale om alle de trykknapper, der er kommet ind i verden med computere og mobiltelefoner i løbet af 1990'erne.


Kan der på den anden side ikke også være en berigelse i at miste synet: Gerhard Kaimer antyder det, men har lidt svært ved at få det konkretiseret. Sommetider kan man høre synspunktet, at det skærper de øvrige sanser, især hørelsen. Jeg tvivler. Men man bliver i højere grad henvist til dem.

Det eneste positive, jeg selv synes at have opdaget, har været radioen, der er så meget mindre fordummende end det fjernsyn, man ikke har så svært ved at undvære, selv om det er det, alle taler om. Især BBC World Service er et vidunder af professionalisme.

Men også flere tyske stationer er gode at få forstand af. Hvordan skulle jeg ellers have fået at vide, hvorfor berlinerne siger 'tjüs' i stedet for 'Auf Wiedersehen', og at det kommer fra Napoleons soldaters 'adieu', som