I otte år havde Xinran et populært kinesisk radioprogram 'Ord i aftenbrisen', som fik de kvindelige lyttere til at ringe til hende. Og Xinran holder sig heller ikke selv tilbage, når hun opsøger lytterne. Xinran er en kvinde med solid selvfølelse og et fighterhjerte af den anden verden. Hun er ikke fri for at være en blærerøv. Da en tyv prøver at snuppe hendes taske med manuskriptet i (den eneste eksisterende udgave af hendes bog), slår hun igen og nægter at give slip på tasken. Han sparker hende i ryggen, men hun vil stadig ikke give slip. Bagefter fortæller politiet hende, hvor tåbelig hun har været. Hun kunne være død. Det ved hun også godt selv. Men i denne bog bruger hun sig selv, sådan som for eksempel også Suzanne Brøgger har gjort det herhjemme. Det er samme teknik, at kaste sig selv lige ind midt i spillet og se hvordan det går, og gøre det igen og igen på skiftende scener og tit med et forbløffende resultat. For eksempel opsøger Xinran en trist kvinde, ved en stor, smuk ferskvandssø. Det er en meget fåmælt kvinde. Hun har sådan set ikke bedt Xinran om at komme. Faktisk har Xinran nærmest inviteret sig selv, af bekymring selvfølgelig, fordi hun har hørt om denne indesluttede, tavse kvinde, der kun vil se på en sø. Og mens Xinran stirrer på søen om natten (for at vinde den deprimerede kvindes fortrolighed), skal hun stadig lave radio om dagen og falder nu og da i søvn i bilen. Bagefter er chaufføren sur. Hun skal ikke spørge ham en anden gang, om han vil køre for hende. For hun har været for kedelig. De fik aldrig snakket, fordi hun sov hele tiden. 'Kinas døtre' har et drive og en robust charme, når hun styrer hovedkulds ind i møder og dialoger, samtidig ligner hendes bog den strøm af kinesisk litteratur, som også har ramt Danmark efter kulturrevolutionen. For selv om kulturrevolutionen foregik i slutningen af 1960'erne, hvor der blev trukket skel mellem de fordærvede børn (som Xinran hørte til) og så bønderne, der havde »lige rødder og røde skud«, så er de massive lidelser, som den medførte for det kinesiske folk, ikke glemt.