Den russiske indmarch i det østlige Tyskland i 1944-45 var optakten til fordrivelsen af 15 millioner tyskere, den i særklasse største etniske udrensning i Europas nyere historier. Hundredtusinder omkom under flugten på de østtyske landeveje af sult, kulde, sygdom eller også var de så uheldige at blive indhentet af russiske soldater, der gjorde kort proces. Mange flygtede af søvejen; tusinder omkom i Østersøen, når skibene gik ned ramt af sovjetiske torpedoer. Den 30. januar sank færgen 'Wilhelm Gustloff' med ca. 6.600 flygtninge og sårede soldater om bord, 11. februar sendte en u-båd den tidligere luksuskrydser 'General von Steuben' til bunds med en last på 3.500 mennesker, og i april blev passagerskibet 'Goya' med 7.000 flygtninge sænket ud for Stolpmünde. I hvert tilfælde var antallet af dødsofre langt større end ved 'Titanic'. Dertil kom mange mindre forlis. Men trods katastroferne fortsattes bestræbelserne på at evakuere den østtyske befolkning til krigens sidste dag. Nicolas Sennertegs fremragende bog om Den Røde Hærs indtog i Tyskland er en af de mest rystende skildringer, jeg mindes at have læst, efter min mening på niveau med Antony Beevors bog om Berlins fald. Sennerteg lader øjenvidner fortælle om, hvordan de begav sig ud på landevejene i ti-tyve graders frost, eller hvordan de flygtede over Østersøens is ud til forankrede færger, som skulle bringe dem mod vest, væk fra Den Røde Hærs myrderier, massevoldtægter og plyndringer. Det er den forfærdelige historie om den menneskelige nedværdigelse, som altid er en del af krigen. Grusomhederne, der ramte den tyske civilbefolkning, blev først fortiet, siden fortrængt. I de fleste europæeres øjne var det løn som forskyldt. Medlidenheden med de 100.000 tyske flygtninge i Danmark var til at overse. Som tyskere var de identificeret med Det Tredje Riges forbrydelser. Også i Tyskland var emnet tabu, selv om østflygtningene i kraft af deres antal var en betydelig magtfaktor i vesttysk politik i 1950'erne. Tilbageholdenheden skyldtes formentlig nervøsitet for, at den, som tog emnet op, ville blive beskyldt for at ville relativisere det nazistiske Tysklands forbrydelser. Først med Günter Grass bog 'Im Krebsgang' fra tidligere i år om 'Wilhelm Gustloffs' undergang er der for alvor gået hul på bylden. Det er ikke alene en befolkning, der er fordrevet, det er også en kultur, der blev elimineret. I stedet for det smukke velordnede østpreussiske landskab med herregårde og landsbyer og gamle kulturbyer som Königsberg og Tilsit har vi fået det nedslidte og ødelagte landskab omkring lossepladsen Kaliningrad, som Königsberg hedder i dag. Udrensningen af tyske kulturminder fortsatte længe efter krigen. Så sent som 1969 blev det gamle slot i Königsberg nedrevet. Hvad russerne foretog sig i Tyskland var ikke mindre brutalt og umenneskeligt end den tyske fremfærd i Østeuropa og Rusland de foregående år. Men der er ikke brug for en diskussion om, hvem der var værst. Derimod kan der være grund til at se på årsagerne til den moralske kollaps, der ramte verden mellem 1914 og 1945: den meningsløse nedslagtning af ti millioner unge mænd i skyttegravene under Første Verdenskrig, bolsjevikkernes myrderier under den russiske revolution, Stalins udrensninger og likvideringen af millioner af kulakker, de nazistiske udryddelseslejre, terrorangrebene fra luften mod de tyske byer og den brutale etniske udrensning i det østlige Tyskland i 1945. Hvorfor svigtede Europa både sin kristne og sin humanistiske arv? Hvor kom dæmonerne fra?