0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad skulle vi gøre uden Thielst?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Peter Thielst er et modigt menneske. Tænk blot på den igangværende prostitutionsdebat aktiveret af folketingsmedlem Mette Frederiksens forslag om at kriminalisere prostitutions-kunder, ligesom de har gjort i Sverige.

Ramaskrig! En lang jeremiade i dagspressen, hvor debattørerne står i kø for at genfortælle myterne om 'den lykkelige luder' og 'kvinders frie valg', og drysse pseudovidenskabelige argumenter om mænds psykiske habitus ovenpå.

Intet synes så ukrænkeligt i vores kultur, som mænds ret til at stille deres seksuelle lyst, hvor som helst, når som helst, ligegyldigt hvilke konsekvenser det har for andre mennesker. Alle, der formaster sig til at nævne konsekvenserne af dette mandlige begærsregime er - som vi ved - 'snerpede' eller simple moralister.

Jeg nævner det, fordi Peter Thielst i sin nye bog 'Den kløvede eros' vover at gøre sig til talsmand for, at prostitution og produktion af pornofilm er »profitmaksimeret slaveri«, der burde være dårlig smag, eklatant lavstatus, ja genstand for foragt i en kultur, der hylder kærlighed, sanselighed, ligestilling og menneskerettigheder.

At nogle kvinder er nødt til »at agere liderlige og lade deres kropsåbninger og slimhindeoverflader intimidere på instruktørkommando«, finder Thielst ikke bare uacceptabelt og kulturelt forstemmende, han sætter hele sin imponerende filosofihistoriske viden ind på at forklare, hvorfor vi dog er havnet i denne meget lidt lystprægede suppedas.


Ifølge Thielst handler miseren om den kløvede eros, eller de kulturelle forestillinger, der gennem historien har gjort kærlighed og seksualitet til antagonistiske størrelser. I det antikke Grækenland gjaldt forestillingen, at kærlighed var begær, snævert knyttet til lystsfæren, og mens kristendommen rensede kærligheden fuldstændigt for seksualitet, står vi i dag med en seksualitetsforståelse, der til gengæld er renset for idealer om kærlighed.

Zygmunt Bauman siger, at vi er en flok forblændede pirringssamlere, for hvem tilværelsens hele formål er reduceret til en optimering af begærstilfredsstillelse. Det kan Thielst skrive under på. Som en anden rundtosset mus er vi fanget i det, Paul Auster kalder seksualitetens paradoks.

Sex er den eneste fælles og uudtømmelige historie, vi har tilbage efter de store fortællingers sammenbrud - og det er dybest set den historie, Thielst brænder efter at fortælle: om befrielsen, der aldrig blev fuldstændig, men kun relativ, fordi vi ikke fik tid til at famle efter nye grænser og etiske værdier, inden markedet slugte hele projektet og indskrænkede det til det udvalg af libidinøse tilbud, der var lukrative - for producenterne.


Det tragiske ved situationen, mener Thielst, er, at vi har afskåret os fra at problematisere den, fordi vi endnu ikke har erkendt, at befrielsesprojektet faktisk mislykkedes. Tværtimod opfattes seksualiseringen af det offentlige rum - pornografiens mainstreaming, den ubegrænsede adgang til at kneppe traffickede polske kvinder, eller 'gangbange' i læderbaren - som befrielsens aktuelle og paradisiske kulminationspunkt - ingen begrænsninger her, du, det må sgu da være befrielse!

For hvem? spørger Thielst. Sagen er, siger han, at vi ikke bare har afviklet seksualmoralen i sin fortidige skikkelse, men enhver form for seksualmoral. Og med dette frie slag i bolledejen har vi samtidig mistet retten til fummelfingret blufærdighed, til »ikke at vide, se og høre alt og ikke mindst retten til at lade sommerfuglene i maven bære én«.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Thielst har sagt dette før, men hvad skulle vi gøre, hvis ikke han vovede pelsen igen og igen. Han bjæffer forbandet godt på stolen mellem PH og Rifbjerg, og med tiden siver der vel noget ind hos os andre, så vi tør trække streger i sandet på ny.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu