Frits Clausen, de danske nazisters 'fører', blev af karikaturtegnerne fremstillet som fed og bøvet. Berømt er tegningen af Frits Clausen som sprællemand. En anden tegning fra det illegale blad Raketten satiriserer over naziførerens forgæves forsøg på at overtage regeringsmagten. Den delvist afklædte frk. Ministerium på sengen håner ham med bemærkningen: »Kære Fritzemand, det er ikke nok at have viljen, man må også have evnen«. Det lattervækkende og impotente er blevet overført til billedet af de danske nazister i almindelighed, jævnfør tv-serien 'Matador', hvor de fremstilles som mislykkede eksistenser. Men i virkeligheden var det et billede skabt af myten om det urokkelige folkelige sammenhold under besættelsen. De, som svigtede, måtte nødvendigvis have fysiske og psykiske defekter. Billedet af de danske nazister som en flok åndelige undermålere holder imidlertid ikke. Det var ikke marginaliserede eksistensers behov for at hævde sig, men politisk og ideologisk velovervejede valg, der lå til grund for tilslutningen til nazismen. Herom kan man læse i John T. Lauridsens fortræffelige bog om de danske nazister, hvor der tages fat på myterne. Værket er en sammenskrivning af en række tidligere artikler. Det har givet lidt støberande i fremstillingen, men gør ikke bogen mindre væsentlig. Bedst er kapitlerne om nazismens politiske kultur og om iscenesættelsen af partiet, ikke mindst det store stævne på Koldinghus i 1939 med lurblæsning og andre absurde optrin, der skulle erindre om oldtid og vikinger. Alt blev rodet sammen. Mænd og kvinder i nationaldragter marcherede ved siden af uniformerede SA-mænd, samtidig med at der skulle lyttes til 'partilurer', der suppleredes med Carl Nielsen og folkedans. Dette historiske og musikalske rod skulle signalisere danskhed. Bidsk bemærker Lauridsen, at man skal frem til 1990'ernes fjernsynsudsendelser for at finde et tilsvarende sammensurium af løsrevne historiske brokker sat sammen af personer med det mest overfladiske kendskab til kultur og historie.