0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At miste sit dyrebareste

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ting, som ikke må ske, og spædbarnsdød er utvivlsomt én af dem. Men det sker: Hvert år dør cirka tusind danske børn i tiden lige før eller lige efter fødslen, og skønt forældrene måske ikke engang når at se deres barn i levende live, er smerten, sorgen og savnet akkurat så knugende, som havde det været en ældre søn eller en datter.

Alligevel er tavsheden omkring spædbarnsdød ofte larmende - for dels er døden som altid spundet ind i et massivt kulturelt ubehag, dels florerer fordommene om, hvordan man bedst hjælper de sørgende på vej: Ved at lade som ingenting ('Fint vejr'), ved at bagatellisere ('Dejligt at se, I er kommet over det'), ved at 'spille klog' ('Godt, I ikke nåede at lære barnet at kende') eller ved at indgyde 'frisk mod' ('I kan jo altid få en ny').

Men sorgen over tabet af et spædbarn er stor og kompleks, og i bogen 'I kan jo altid få en ny' har journalisten Louise Raaschou samlet en håndfuld gode og fokuserede interview, hvori forældre til døde børn åbent og præcist beretter om forløbet før, under og efter katastrofernes katastrofe.

Det handler i høj grad om plads til at sørge - om, at sorgen hverken er malplaceret eller forkert, men tværtimod en livslang proces, som til stadighed må begribes og gribes an. Det handler til syvende og sidst om at genfinde en slags eksistentielt fodslag - om at turde dele sin smerte med hinanden og med de mennesker, som betyder noget for én.

Foruden forældrenes beretninger rummer bogen fine samtaler med jordemoderen, terapeuten og præsten: Igen handler det om på forskellig vis at håndtere det meningsløse og finde måder at - med Marianne Davidsen-Nielsens ord - »gå ind og ud af sin sorg« på. I et afsluttende kapitel - 'Når et spædbarn dør' - oplistes en række fakta om spædbarnsdød, ligesom der bringes adskillige gode råd til netværket omkring de sørgende.

'I kan jo altid få en ny' er et barskt lille skrift at komme igennem, men med redaktørens faste greb om tabuer og smertepunkter er det i høj grad blevet en vedkommende og nødvendig bog, som går lige til sagen og uden form- eller indholdsmæssige dikkedarer sætter sit emne i skarp fokus.

»Den største Sorg i Verden her/ Er dog at miste den, man har kær«, som Blicher så fint formulerede det. Denne bog handler om at miste det dyrebareste af alt. Og alligevel leve videre.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu