Det, der slår én, når man ser Gerhard Schröder i et interview eller i en tv-duel, er hans åbenlyse intelligens. Formuleringerne er klare og skarpe. Hans viden om egen skarphed skaber et synligt overskud: Ofte ledsages hans verbale udfoldelser af en munterhed, et smil i mundvigen eller en ulvelatter. Han tror på sig selv og sine evner på den måde, som mennesker, der har arbejdet sig hele vejen op fra samfundets bund, gør. Det er substansen bag ved hans personlige karisma. Hvis Schröder har haft et politisk projekt, har det været at søge magten. Han træder først ind i politik for alvor, da vinden blæser i hans retning. Indtil da beholder han advokatarbejdet i Hannover. Det politiske engagement holdes strengt til weekenderne, i løbet af ugen arbejder han hårdt. I det hele taget har hans vej til magten været præget af først at skabe en magtbase uden for det socialdemokrati, han senere kom til at lede. Han er ikke en mand, der kaster sig ud i et projekt, før han kan se, at det holder. Men en manøvredygtig politiker, der ser muligheder og holder dem åbne: En valgmulighed forbliver netop kun en valgmulighed, hvis man ikke bruger den. Det er svært at lodde dybden af hans politiske engagement. Han bruger de temaer, der er oppe i tiden, f.eks. modstanden mod atomkraft og den økologiske bølge, når det er belejligt. Det er ikke uden grund, hvis man får den mistanke, at han er en socialdemokratisk funktionær uden grundholdninger. Det er Helmut Schmidt og ikke Willy Brandt, der hænger på væggen, da Schröder er en ung parlamentariker på bagerste række i forbundsdagen i Bonn i begyndelsen af 1980'erne. Driftsikkerhed og økonomisk ansvarlighed står i de år højere på Schröders dagsorden end det visionære.