0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vejen til magten

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det, der slår én, når man ser Gerhard Schröder i et interview eller i en tv-duel, er hans åbenlyse intelligens.

Formuleringerne er klare og skarpe. Hans viden om egen skarphed skaber et synligt overskud: Ofte ledsages hans verbale udfoldelser af en munterhed, et smil i mundvigen eller en ulvelatter. Han tror på sig selv og sine evner på den måde, som mennesker, der har arbejdet sig hele vejen op fra samfundets bund, gør. Det er substansen bag ved hans personlige karisma.

Hvis Schröder har haft et politisk projekt, har det været at søge magten. Han træder først ind i politik for alvor, da vinden blæser i hans retning. Indtil da beholder han advokatarbejdet i Hannover. Det politiske engagement holdes strengt til weekenderne, i løbet af ugen arbejder han hårdt.

I det hele taget har hans vej til magten været præget af først at skabe en magtbase uden for det socialdemokrati, han senere kom til at lede. Han er ikke en mand, der kaster sig ud i et projekt, før han kan se, at det holder. Men en manøvredygtig politiker, der ser muligheder og holder dem åbne: En valgmulighed forbliver netop kun en valgmulighed, hvis man ikke bruger den.

Det er svært at lodde dybden af hans politiske engagement. Han bruger de temaer, der er oppe i tiden, f.eks. modstanden mod atomkraft og den økologiske bølge, når det er belejligt.

Det er ikke uden grund, hvis man får den mistanke, at han er en socialdemokratisk funktionær uden grundholdninger. Det er Helmut Schmidt og ikke Willy Brandt, der hænger på væggen, da Schröder er en ung parlamentariker på bagerste række i forbundsdagen i Bonn i begyndelsen af 1980'erne. Driftsikkerhed og økonomisk ansvarlighed står i de år højere på Schröders dagsorden end det visionære.


Reinhard Urschel skildrer opvæksten med en enlig mor efter krigen. Faren døde på østfronten to måneder efter, at Schröder blev født, og så aldrig sin søn.

Den unge Schröder var dygtig i skolen og havde oplagte evner for at fortsætte i gymnasiet, men moren havde ikke råd til at betale busbilletten. Han fik i stedet en butiksuddannelse, mens han læste til jurist på aftenskole.

Biografien er på mange måder som taget ud af en socialdemokratisk udviklingsroman. Reinhard Urschel har tydeligvis fulgt kansleren tæt og haft flere samtaler med ham, uden at bogen på nogen måde er en 'officiel' biografi. Urschel nævner et eksempel på kulturelt ressentiment. Når Schröder støder på pral i form af latinske citater, irriteres han over »dem med deres borgerlige dannelse«.

Men der er ikke noget, der tyder på, at det er en afgørende drivkraft i hans politiske engagement. Nok er hans baggrund proletarisk, men han er også et barn af velfærdssamfundet og den nye, friere livsstil i efterkrigstiden. Ved regeringsovertagelsen i 1998 mærker journalisterne et tydeligt stilskifte ved pressekonferencerne: Der insisterers mindre på de formelle tiltaleformer end under Kohl.

Det er ikke blind loyalitet og offervilje, der står i centrum for hans forhold til partiet, og han har flere gange været på kant med partiledelsen, før han selv kom til magten. Han er ikke en beskeden Willy Brandt, der nødigt brugte jegformen, men et moderne menneske, der kender sit eget værd. Da han udnævnes til kanslerkandidat, taler han frejdigt om, at tyskerne sætter deres lid til »de tyske socialdemokrater og mig«.

Reinhard Urschels biografi er en nøgtern fremstilling uden særlige anti- eller sympatier. En skildring af en mand af folket, som gennem intelligens, flid og berettiget selvbevidsthed udnytter de muligheder, der byder sig til, og ender i samfundets top.


Gerhard Schröder havde ikke noget forkromet politisk projekt med sig i bagagen, da han flyttede til Berlin som kansler. Men særligt efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 er det blevet klart, at Tyskland igen er blevet herre i eget hus, og at trangen til at holde sig lidt uden for de penible internationale problemer må erstattes af en mere aktiv politik bl.a. i form af militær støtte til kampen mod terrorisme.

Det er bl.a. ud fra befolkningens og koalitionspartnerne De Grønnes modstand mod Tysklands langt mere forpligtende rolle i verdenspolitikken, at Schröder har opdaget politikernes pædagogiske ansvar. Politikeren skal have respekt for folkets bekymringer, ikke for at bruge dem taktisk i sin politik, men for at minimere forskellen mellem den udbredte angst i befolkningen og tidens udfordringer. Politik og oplysningsarbejde hører sammen.

»Politikkens opgave er (...) at hente menneskene, der hvor de står, og føre dem hen til den moderne verdens udfordringer«.

Schröder er uden tvivl et magtmenneske, der har efterstræbt magten og fået den. At søge magten for dens egen skyld er ikke nødvendigvis et modent træk ved et menneske. Men Schröders politiske karriere er også historien om, hvordan de mange forskellige og modsatrettede krav til ledelsen af et land, der er et af de største blandt de mellemstore lande i verden, modner en politiker undervejs.

Normaliseringen af Tyskland betyder, at landet er på vej til at udligne efterkrigstidens misforhold mellem dets økonomiske og politiske status.

Tyskland er mere end nogensinde en økonomisk kæmpe, men ikke længere en politisk dværg.