0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Af med fløjlshandskerne

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sidste år uddelte arrangørerne af bøsseparaden Mermaid Pride en såkaldt 'homofobipris' til en række ekstremt reaktionære muslimske lande, der forfølger seksuelle minoriteter.

Gåden lyder nu: Hvem kan citeres for de bevingede ord: »Det var forkert at uddele den pris. Man hopper med på en hetz mod muslimer og etniske mindretal«. Var det talsmanden for det muslimske parti Hitb-ut-Tahrir? Eller var det et folketingsmedlem fra Enhedslisten?

Svaret er det sidste.

Gåden, som afslører venstrefløjens lidet flatterende rolle i forhold til de reaktionære normer i visse muslimske miljøer, indgår i forfatteren Kåre Bluitgens nye bog 'Til gavn for de sorte'.

Og han kan flere. Hvem var det f.eks., der i 1996 foreslog, at man skulle indføre et forbud mod omskæring af kvinder? Var det venstrefløjen eller højrefløjen?

Svaret er højrefløjen, og venstrefløjen nedstemte forslaget.


Den 43-årige Kåre Bluitgen taler med stor autoritet, når han langer ud efter venstrefløjens misforståede tolerance i forhold til den fundamentalistiske del af islam. Han har nemlig selv i mange år svinget den røde fane, og gør det stadig.

Og så bor han midt i det multietniske blågårdsgadekvarter på Nørrebro, hvor han som far og skolebestyrelsesformand har et indgående kendskab til sammenstødet mellem venstrefløjens idealer og den muslimske kultur.

Disse hverdagserfaringer øser han af i sin bog, hvor hovedpostulatet er lige så markant, som det er rigtigt: at venstrefløjen - i et misforstået forsøg på ikke at fremstå som fremmedfjendsk - har svigtet egne idealer.

Bluitgen bevæger sig hjemmevant rundt på venstrefløjens banehalvdele: ligestilling, demokrati, seksuelle minoriteters rettigheder mv. og påviser på alle disse områder, hvorledes hans egne - gang på gang - accepterer og forsvarer normer, som man ville have givet kamp til stregen, hvis de var udsprunget fra Indre Mission eller nynazistister.

I forsøget på at være 'tolerant' har man i realiteten styrket de mest reaktionære dele af indvandrerkulturen og presset ellers venstreorienterede danskere over i armene på højrepopulisterne.


Langt hen ad vejen er Kåre Bluitgens bog skarp, markant og rigtig. For der er meget hykleri, dobbeltmoral og berøringsangst på venstrefløjen i denne debat. Og der er brug for kritik af de reaktionære og undertrykkende normer i dele af indvandrerkulturen. Af med fløjlshandskerne, tak.

Men det er også vigtigt at holde balancen og undgå dæmoniseringen af islam som sådan. Og her kammer Bluitgen desværre over visse steder. F.eks. når han skriver, at »() demokrati og menneskerettigheder er i modsætning til islam«.

For det første passer det ikke. Man kan sagtens være moderne demokrat og muslim på én og samme tid, hvilket Bluitgen retfærdigvis er opmærksom på i andre dele af bogen.

Og for det andet må det jo for venstrefløjen netop gælde om at styrke de moderne, demokratiske muslimer. Den reelle modsætning går nemlig ikke imellem 'muslimer' og 'gammeldanskere', men mellem 'fundamentalister' og 'moderate kræfter' i begge lejre. Og dén skillelinje glipper desværre flere steder i bogen for Bluitgen.


Det gælder også, når han halvt i skæmt foreslår, at venstrefløjen bør gå i optog ned ad Nørrebrogade klædt i burkha, chador og tørklæder for til sidst at kaste det hele i en container på Blågards Plads og stænke koranen med menstruationsblod.

En sådan aktion lyder både sjov og festlig. Men også farlig, fordi den vil få to store vindere: De fundamentalistiske martyrer på den ene side - og den danske højrefløj på den anden. Taberne bliver de moderate, reformivrige muslimer - og så er vi lige vidt.

Lige så nødvendigt det er, at progressive stemmer kommer frem med kritikken af de formørkede kredse blandt muslimerne - nøjagtig lige så vigtigt er det, at man overlader dæmoniseringen af islam til højrepopulisterne.

Venstrefløjen har ganske enkelt ikke råd til at begå flere brølere i denne debat.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce