Psykoanalysen er på mange måder ude af trit med tidsånden. Og man kan spørge, om dette primært skyldes, at de klassiske psykoanalytiske teorier har vist sig at være uholdbare, eller man snarere må henføre den begyndende marginalisering af psykoanalysen til en overfladisk samtidskultur, der fornægter væsentlige dele af den menneskelige psykologi. Der gives næppe noget enkelt svar på dette spørgsmål. Da Sigmund Freud i slutningen af det 19. århundrede igangsatte udviklingen af den store og overordentligt frugtbare psykoanalytiske teori, skete det primært med baggrund i hans samtalebehandlinger af især psykisk forstyrrede kvinder fra Wiens bedre borgerskab. Disse patienter var stadig underlagt en undertrykkende victoriansk seksualmoral, hvilket uden tvivl var medvirkende årsag til, at den menneskelige seksualitet i Freuds teori blev tillagt afgørende betydning for den menneskelige psykologi, ligesom psykiske forstyrrelser i vid udstrækning blev set som følger af seksuel frustration og undertrykkelse af menneskets seksualdrift. I takt med at seksualmoralen i den vestlige kultur er blevet forandret, og kravene til det enkelte menneskes selvkontrol er reduceret ganske betragteligt - og det i højere grad forventes, at vi følger vore lyster, så vi kan blive gode forbrugere - er denne del af Freuds psykoanalyse blevet revideret. På godt og ondt har væsentlige dele af psykoanalysen imidlertid altid været præget af en betydelig træghed - nogen vil kalde det dogmatik - som har medført, at teorien forbliver relativt uforandret, selv når der sker betydelige forskydninger i samtidskulturen og de fremherskende forstyrrelser af den menneskelige psykologi. Dette kan både være en styrke og en svaghed.