Sverre Raffnsøes gennemgang af Niezsches sobre arbejde om moralens oprindelse er selv sober og kan anbefales. Det samme kan næppe siges om hans doktorafhandling med titlen 'Sameksistens uden common sense' og den afklarende undertitel 'En elliptisk arabesk'. En fyldestgørende anmeldelse ville bogen næppe være tjent med, da der i realiteten ville blive tale om en oversættelse til dansk, og man mindes Hans Brix' ord om at visse bøger bør anmeldes - til politiet. Bogen er blevet til på baggrund af studier i Paris af Foucaults værker om rettens, lovens og socialitetens udvikling. Teorien er her, at en arkaisk omgangsform har udviklet sig til en anklage- og sædvaneret. Næste trin i bevidsthedsudviklingen skal da være en udspaltning af et sandhedsbegreb, der gradvist frigøres fra sin indlejring i retten som det, man er forpligtet på at afsløre. Kong Ødipus bruges her som paradigme, idet sandheden her for første gang vinder over magten. I forlængelse af Romerretten bundfælder der sig derefter en så at sige metafysisk Lov-substans, der med påbud og forbud så at sige på forhånd ordner handlingsuniverset. Loven opfattes som fundamentet for det sociale og kommer til udtryk i form af traktater og konstitutioner. Loven som Sandheden - Nietzsche ville kalde det et nihilistisk tab af autenticitet til fordel for metafysik. Når Loven bliver den altomfattende vægtskål, nødvendigøres disciplin og overvågning. Og dette så meget mere, som samfundets 'rationelle' kompleksitet stiger med dannelse af specialiserede strukturer i form af institutioner, embedsvæsen, virksomheder, industrialisering og stadig flere regulerende trafikregler, civilret osv. Disciplinen bliver generaliseret som statsligt projekt i form af skolevæsen, hospitaler, sindssygeanstalter samt fængselsvæsen. Loven bliver i stigende grad internaliseret som stadig mere gennemgribende normer for adfærd.