0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forklædt som videnskab

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sverre Raffnsøes gennemgang af Niezsches sobre arbejde om moralens oprindelse er selv sober og kan anbefales. Det samme kan næppe siges om hans doktorafhandling med titlen 'Sameksistens uden common sense' og den afklarende undertitel 'En elliptisk arabesk'.

En fyldestgørende anmeldelse ville bogen næppe være tjent med, da der i realiteten ville blive tale om en oversættelse til dansk, og man mindes Hans Brix' ord om at visse bøger bør anmeldes - til politiet.

Bogen er blevet til på baggrund af studier i Paris af Foucaults værker om rettens, lovens og socialitetens udvikling. Teorien er her, at en arkaisk omgangsform har udviklet sig til en anklage- og sædvaneret.

Næste trin i bevidsthedsudviklingen skal da være en udspaltning af et sandhedsbegreb, der gradvist frigøres fra sin indlejring i retten som det, man er forpligtet på at afsløre. Kong Ødipus bruges her som paradigme, idet sandheden her for første gang vinder over magten.

I forlængelse af Romerretten bundfælder der sig derefter en så at sige metafysisk Lov-substans, der med påbud og forbud så at sige på forhånd ordner handlingsuniverset. Loven opfattes som fundamentet for det sociale og kommer til udtryk i form af traktater og konstitutioner. Loven som Sandheden - Nietzsche ville kalde det et nihilistisk tab af autenticitet til fordel for metafysik.

Når Loven bliver den altomfattende vægtskål, nødvendigøres disciplin og overvågning. Og dette så meget mere, som samfundets 'rationelle' kompleksitet stiger med dannelse af specialiserede strukturer i form af institutioner, embedsvæsen, virksomheder, industrialisering og stadig flere regulerende trafikregler, civilret osv.

Disciplinen bliver generaliseret som statsligt projekt i form af skolevæsen, hospitaler, sindssygeanstalter samt fængselsvæsen. Loven bliver i stigende grad internaliseret som stadig mere gennemgribende normer for adfærd.


I næste fase ses selve styringen og magtudøvelsen som en art videnskab om folkets styring, og her bliver normalitet på alle områder så at sige normen, den alt regulerende ide. Styring, disciplin og normalitet bliver betingelser for statens forsvarsevne og konkurrenceevne udadtil.

Samfundsrationalitetens sidste stadium er den ledelsesrationalitet, hvor den 'videnskabelige' forvaltning af og 'mediering' mellem samfundets mange stridende interessegrupper og individer bliver en nødvendighed for at opretholde en for alle acceptabel ligevægt.

Styringen bliver stadig mere fornuftig, omfattende og kompleks; og velfærdsstatens som projekt ses som apoteosen af denne statsliggjorte indbyrdes bekymring og forpligtethed på alle ledder og kanter, som binder os sammen. Så langt giver det mening, og Foucaults historiske gennemgang kunne være interessant at få fagfolk til at undersøge.

Men doktorandens overbygninger og hans tese om at have en tese køber jeg ikke. Han bebuder endda i forbifarten og a conto en kommende undersøgelse af økonomien - men selve hans store teori om det sociales væsen, selve den store aha-oplevelse forskydes arabeskagtigt i et hyperkompleks sprogligt væv af værste skuffe, men af en vis absurd underholdningsværdi.

Al erfaring viser, at jo klarere og dybere man har tænkt en tanke, jo mere enkel tager den sig ud. Gode ideer bliver derfor hurtigt alles, mens dårlige ideer bliver citeret og kritiseret i anerkendte tidsskrifter. Men en teori som end ikke forfatteren kan kondensere i form af et læseligt resumé eller en artikel, er i realiteten blot et tekstprogram. Vor doktorand har så at sige ædt Foucault og i forbifarten forslugt sig på alt andet, omtrent som de mikroorganismer der ernærer sig af forurening.


Pseudoteksters strategi består i at få læserens hjerne til at kortslutte alt med alt, hvilket bevirker en art cerebral varmedød uden fokus - og langt hen er der tale om primærprocesser (alt minder om alt) forklædt som rationel tænkning; syntaktisk set logiske sætninger med referencer til snart sagt alt, men selv uden en ærlig tanke endsige beviser. Eller et digt om alt, forklædt som videnskab.

Al psykisk energi hos læseren må derfor bruges i en desperat meddigtende stræben efter at få værket samt den stakkels hjerne til at hænge sammen - altså et aids-lignende syndrom, hvor forsvaret narres til at arbejde for fjenden.

Fænomenet er i virkeligheden selv et tragisk eksempel på vor sociale natur, der jo er afhandlingens emne: Sandheden er nemlig, at det kræver stor asketisk strenghed at fastholde, at noget godt kan være sandt, selv om alle anbefalinger, stipendier, trykkestøtte og invitationer går via Koranen, Talmud, kapitallogisk sprogmaskineri eller noget femte såsom Derrida og Foucault.

Selv velbegavede folk ryger i den fælde - og ganske som med berømte 68'eres uformidlede skift fra den revolutionære yderlighed til den borgerlige ditto er der ikke tale om bevidst opportunisme.


For normale primater, hvis dybeste og mest konstante stræben går ud på at undgå at komme til at stå alene her i verden, er Virkeligheden simpelt hen det, der gør en forskel - socialt set. Det som er yt, kan vi menneskeaber normalt slet ikke forestille os eller forbinde os med - således består vor lejlighedsvise uhøflighed mod personer helt uden nytteværdi for os i virkeligheden blot deri, at deres eksistens simpelt hen ikke kan binde den mindste smule psykisk energi: De 'eksisterer' ikke, psykologisk talt.

Når attituderelativister og postmodernister efter mange års skiftende 'sandheder' til sidst gjorde selve deres egen plankton-agtige flakken omkring alt, hvad der glimrede, til den endelige sandhed om 'Sandheden', så var det ligeledes blot en helt konsekvent projektion af deres egen psykiske husholdning.

Og tilsvarende oplever forskere af Sverre Raffnsøes type heller ikke sig selv som charlataner - for de tvivler ikke på, at i mesterlærens komplekse broderier gemmer Lyset sig; og det er skam Lyset selv, der besidder denne forførende og stadig unddragende natur. Derfor kredser deres tekster altid hypnotisk tryllebundet om mørkets hjerte i deres indre Tvind.

»Kuriøst!«, som gamle Buddenbrook ville have sagt. Ja, for Karen Blixen havde ganske ret: Det uhildede blik hinsides al social beregning findes hyppigst helt på toppen - samt helt på bunden af den sociale skala. Vi andre er derimod til fals - hvis vi altså ikke vælger at blive svindlere.