I 1945 var omkring 14 millioner tyske kvinder beskæftiget på arbejdsmarkedet, stort set samme antal som før krigen. Men det var relativt færre end i andre krigsførende lande, og i modsætning til England, Rusland og USA blev der ikke tale om nogen systematisk mobilisering af samfundets reserver af kvindelig arbejdskraft. Albert Speer udtalte senere, at Hitler med lethed kunne have udrustet en dobbelt så stærk hær i midten af 1941, hvis man havde anlagt samme syn på kvinders arbejde som i USA og England. Forklaringen søger den tyske journalist Wolfgang Schneider ikke overraskende i den nazistiske ideologi og i Hitlers forestillinger om kvindens rolle. Hitler betegnede frigørelse »emancipation« som et ord »opfundet af det jødiske intellekt«. En anden topnazist skrev, at kvinders åndelige indstilling henviste dem til den »naturgivne kreds i familien« og til opgaven som hustru og mor. Kvinder blev derfor udelukket fra at gøre karriere i nazistpartiet. De love, der i 1933 beskar kvinders adgang til arbejdsmarkedet, begrundedes dog ikke ideologisk, men med nødvendigheden af at nedbringe arbejdsløsheden for familieforsørgere, dvs. mænd. Senere fulgte imidlertid begrænsninger i adgangen til højere uddannelser og regulært berufsverbot for bl.a. kvindelige jurister.
Et guldkors for otte børn
Lyt til artiklen
