Er evnen til bedrag dét træk, der karakteriserer det moderne menneske? Helt bogstaveligt taget er dét pointen i Keld Zeruneiths sprænglærde, men skrupspændende fremstilling af det øjeblik i vor europæiske civilisationshistorie, da handlingen blev skilt fra tanken, kroppen fra bevidstheden. Eller rettere sagt: Da vi for første gang »er vidne til«, at et menneske kan udføre processen, nemlig i litteraturen. Men begivenheden er et bedrag, en krigslist. Under ti års belejring har de bogstaveligt store helte, med kamphanerne Achilles og Agamemnon i spidsen, forsøgt med rå vold, hvad der først lykkes med list for den hærdebrede, lyskrøllede og lavstammede, men frem for alt »rådsnare« Odysseus, litteraturens første fiffigper i helterollen. Den græske krigsflåde er stukket til søs, tilbage står kun den store træhest, som Trojas indbyggere jublende haler inden for murene som bytte, før de drikker sig stive som badebroer - og de græske krigere kan myldre ud af bugen på det bedrageriske monstrum og hærge, plyndre og afbrænde kong Priamos', Paris' og hans nok så ædle storebror Hektors gyldne stad. En civilisation er født. I hvert fald: Heroernes epoke er slut, fornuften har taget over. 'Iliaden's første ord, den blinde »vrede« - mènis - som greb Achilles, er afløst af mètis, Odysseus' ofte fremhævede list. Bedraget er muligt for dén, der kan skelne mellem det ydre og det indre, som Odysseus, der i løbet af de næste ti års omflakken gang på gang må bevise, at han har sine følelser under fornuftens kontrol - og som derfor ene mand når hjem til Ithaka, dvs. til grundlaget for en fremtid.