Hvor mange vidste, at Vega oprindelig var en kammermusikforening? Eller at Gustav Mahler blev spillet i København så tidligt som i 1897? Ikke mindst den sidste oplysning er for nørder, men er ikke desto mindre en af de mest opsigtsvækkende, der fremlægges af seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek Claus Røllum-Larsen. Med dokumentation i en håndskrevet referatbog for det private Musikselskabet af 14. Marts 1896 kan han godtgøre, at Mahlers 2. symfoni blev spillet firhændigt på klaver ved en koncert i november 1897, altså kun små to år efter den komplette uropførelse i Berlin. Det er tidligt i forhold til, hvad vi normalt går rundt og mener at vide om Mahlerreceptionen i Danmark. At oprettelsen af særlige foreninger spillede en væsentlig rolle for udbredelsen af ny musik før radioens æra, kan man få dokumenteret ned i mindste detalje ved at studere den grundige fremlæggelse, der baserer sig på en finmasket gennemtrawling af koncertprogrammer. Sensationerne er måske små, men den videnskabelige akribi er i top. Foreningslivet i dansk musik er anskueliggjort fra så langt tilbage som 1836, hvor den legendariske Musikforeningen blev grundlagt, og bind to består udelukkende af sirlige diagrammer og koncertfortegnelser, som det må have taget år at sammensætte. Interesserer man sig for nyere dansk musikhistorie, er bogens oplysninger en guldgrube. Periode- og emnemæssigt lapper udgivelsen i øvrigt over en anden ny dansk musikafhandling, nemlig Michael Fjeldsøes 'Den fortrængte modernisme - den ny musik i dansk musikliv 1920-1940', som den også refererer til. Men hvor Fjeldsøe arbejder med institutionsfokuserede forsknings- og definitionsvinkler, der lader begrebet ny musik træde musikhistorisk i karakter, nøjes Røllum-Larsen objektivt med at definere ny musik som »værker af komponister født fra og med 1860« - plus Bruckner(!). Den tilbundsgående grundighed i fremlæggelsen af fakta er udgivelsens store styrke. Bogen er for de få, usædvanligt sober og nyttig.