0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ballade på slottet

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Prins Henrik og Peter Brixtofte konkurrerede i nogle dage i februar om at holde nationen i ånde.

Peter havde drukket dyr rødvin på skatteydernes regning og foretaget sig andre og mere alvorlige ting, og prinsen gjorde efter næsten 35 års tro og loyal tjeneste som nummer to i det kongelige hierarki oprør mod beslutningen om at degradere ham til tredjepladsen efter kronprins Frederik.

Det sidste har historikeren og forfatteren Jørgen Eskild Høigaard skrevet en bog om. Helten er prins Henrik, skurken er dronning Margrethe, og kronprinsen afskrives som et charmerende legebarn, der »er i besiddelse af lovlig megen inerti«, som forfatteren skriver.

Beskrivelsen må gå på den intellektuelle inerti, for den kommende regents danseglæde og lyst til at score damer mangler ifølge forfatteren ikke noget.

Og netop her ligger årsagen til balladen på slottet, mener han. For dronningen er det magtpåliggende »at positionere kronprinsen i en mere voksen rolle i disse år, hvor han har så svært ved at sige farvel til den muntre playboytilværelse«, skriver forfatteren. Aktion nytårskur 2002, hvor kronprinsen fik hovedrollen på bekostning af sin far, var et led i dette forsøg, mener han.


Det lyder meget plausibelt, og bogen forsøger også at forklare den helt specielle og i vore dage perverse situation, mennesker som prins Henrik, prins Philip i Storbritannien og prins Claus i Holland befinder sig i. De kalder sig selv displaced persons. De har selvfølgelig selv valgt det, men samtidig er deres rolle i det kongelige skuespil uundværlig.

Forfatteren skriver ogsåom den danske kongefamilies voksende problemer med at finde en rolle og en identitet, og han antyder de store udfordringer, monarkiet står over for. Men problemet ved bogen er, at det hele bliver ved antydninger og overvejelser, der i alt for mange tilfælde ikke kommer ud over lommefilosofien.

På den måde bliver bogen ikke meget bedre end den pseudojournalistik om kongehuset, forfatteren angriber, og vi er langt fra de principielle og vigtige diskussioner om kongehusets fremtid, som for eksempel historikeren Claus Bjørn har rejst i bogen 'Blot til pynt?', der udkom sidste år.

Jørgen Eskild Høigaards bog sætter sig også mellem to stole med en række illustrationer, der er rent ugeblad, og som derfor skurrer mod den patos og højtidelige tone, bogen er skrevet i.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce