Prins Henrik og Peter Brixtofte konkurrerede i nogle dage i februar om at holde nationen i ånde. Peter havde drukket dyr rødvin på skatteydernes regning og foretaget sig andre og mere alvorlige ting, og prinsen gjorde efter næsten 35 års tro og loyal tjeneste som nummer to i det kongelige hierarki oprør mod beslutningen om at degradere ham til tredjepladsen efter kronprins Frederik. Det sidste har historikeren og forfatteren Jørgen Eskild Høigaard skrevet en bog om. Helten er prins Henrik, skurken er dronning Margrethe, og kronprinsen afskrives som et charmerende legebarn, der »er i besiddelse af lovlig megen inerti«, som forfatteren skriver. Beskrivelsen må gå på den intellektuelle inerti, for den kommende regents danseglæde og lyst til at score damer mangler ifølge forfatteren ikke noget. Og netop her ligger årsagen til balladen på slottet, mener han. For dronningen er det magtpåliggende »at positionere kronprinsen i en mere voksen rolle i disse år, hvor han har så svært ved at sige farvel til den muntre playboytilværelse«, skriver forfatteren. Aktion nytårskur 2002, hvor kronprinsen fik hovedrollen på bekostning af sin far, var et led i dette forsøg, mener han.
Ballade på slottet
Lyt til artiklen
