Naturvidenskab og humaniora bliver ofte gjort til modsætninger, selv om der principielt ingen forskel er med hensyn til videnskabelig metode. Forklaringen er måske den stadig mere omfattende specialisering og brugen af en fagterminologi, kun forståelig for indviede. Specialiseringen har i et vist omfang fremmedgjort videnskabelige discipliner i forhold til hinanden; fornemmelsen for sammenhæng og enhed er i mange tilfælde gået tabt. Kulturelt er konsekvensen, at selve dannelsesbegrebet er blevet indsnævret, hvad der især er gået ud over naturvidenskaben. Naturlærens fortrængning fra den almene dannelse har haft uheldige følger. Færre unge vælger naturvidenskabelige studier, et problem for forskning og erhvervsliv og dermed for samfundet. Dertil kommer mentale konsekvenser i form af fordomme og mistænkeliggørelse af naturvidenskaben. For naturvidenskabelig dannelse er et værn mod fordummelse og dogmatisk religion; dybest set er den forudsætningen for forsvaret af Vestens værdier. Det 17. århundredes naturvidenskabelige opdagelser var forudsætningen for det 18. århundredes oplysning og frihedsideer. Naturvidenskabelig almendannelse er også forudsætningen for en kvalificeret offentlig debat om de etiske konsekvenser af de biologiske og medicinske videnskabers mange nye indsigter. Oplysning er et værn mod manipulation. I skoler og gymnasier læses Johannes V. Jensen og Rifbjerg, men ikke tekster af Tycho Brahe, H.C. Ørsted og Niels Bohr, selv om de er en central del af dansk og europæisk kulturarv, en konsekvens af at almendannelse sættes lig humanistisk dannelse. Men i virkeligheden kræver det større forudsætninger at forstå 'Guldhornene' af Oehlenschläger end H.C. Ørsteds artikler om sin opdagelse af elektromagnetismen.