Den nærmeste norske pendant til det danske Kritik er måske Samtiden. Tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål. Nr. 2, 2002, er netop udkommet under relativt ny redaktion af Knut Olav Åmås, der åbner ballet med ti 'teser for en kritisk kulturjournalistik'. Åmås plæderer bl.a. sympatisk for, at all-round journalisten bør erstattes af den vidende og kyndige person, og for at der skal være en vis mangfoldighed på kulturredaktionerne, så det ikke bare er det samme lukkede selskab, der taler til, for og om hinanden. Alt noget der generelt synes at være ganske godt realiseret i Danmark? Herudover rummer nummeret en herligt polemisk og syrlig artikel om litteraturhistorieskrivningens elendighed i Norge, en fin idéhistorisk analyse af tre norske politikeres erindringer, der konkluderer, at de alle symptomatisk er ganske trivielle og idéforladte, en charmerende samtale mellem Auster og Skårderud, en aldeles glimrende artikel af Toril Moi, der stiller Madame de Staëls 'Corinne' op som symmetrisk kvindeligt modbillede til Goethes 'Faust', og læser dens melodrama på baggrund af amerikanske Stanley Cavells blændende arbejder. Historieprofessoren Odd-Bjørn Fure har en tankevækkende analyse af retssagen i 2000 anlagt af holocaust-benægteren Irving, en retssag der gudskelov gav grusomt bagslag. Dertil kommer en relevant undersøgelse af forskningspolitikkens skævheder i Norges humanistiske forskningsråd (som burde overføres til Danmark også!), samt en myndig anmeldelse af Safranski, Garff og Hannays biografier om Nietzsche og Kierkegaard ved Arne Mehlberg. Alt er tip-top, der er ikke særskilt meget at kritisere. For de, der ikke anser sprogbarrieren for at være et uoverstigeligt problem, kan tidsskriftet utvetydigt anbefales.