Gronk! Flash! Zap! Vi var på stoffer. Arkadespil var vores soft drug. Mange strålende og høje eftermiddage blev tilbragt klistret til et joystick og blinde og døve af digitale effekter. Efter skole (eller før) stormede vi ind i Chicken & Grills dunkle baglokale, en drypstenshule af friture der gav løfter om intergalaktiske slag og rejser ind i de fjerneste transistorer. Vi spillede for high scorens korte, kongelige status - der kun varede få minutter, før man igen var reduceret til en bums, der hældte kronestykker i maskinen. Vores entusiasme var så stor, at en af mine venner endda muterede til en næsten post-human tilstand foran automaten: Han udviklede en 'bip-muskel', en synlig, senet udbulning på pegefingeren som resultat af at pumpe skydeknappen ned tyve gange i sekundet, flere timer ad gangen. Det var arkadespillets guldalder, før X-box, Playstation, Gamecube og så videre gjorde videospil til et anliggende for dagligstuen.
Det store pjæk
Lyt til artiklen
