0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Falsk og holdningsløs frihed

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Folkeskolen og seksualoplysningen har gennem længere tid været under anklage for ikke at guide børn og unge gennem den seksualiserede kultur, som massemedierne repetitivt sprøjter ud over dem.

Nu er der kommet hele to bøger, som på hver deres måde forsøger at klæde lærerne på til opgaven. Bøgernes greb er et signalement af tidens unge og de kulturer, de cirkulerer i.

Måske er jeg bare ved at blive gammel. Eller også er der virkelig grund til bekymring, når jeg læser Sex og Samfunds antologi 'Parat til sex' og Per Straarup Søndergaards 'Ung i en pornotid'.

Som hæderskronet seksualoplysningsforening med mange år på bagen har Sex og Samfund taget handsken op og sendt en antologi på gaden, der skal fungere som inspiration til lærere og sundhedspersonale i deres seksualvejledning.

Antologiens skribenter er en perlerække af eksperter - voksne med forstand på sagerne, fordi de enten har unge under neglene i dagligdagen eller har nærstuderet deres kulturer.

Der er artikler om mode, porno, seksualpraksis, følelser, internetbrug, prævention og kønsroller, og det ungdomssignalement, skriverierne kaster af sig, er dybt interessant i al sin paradoksalitet.


Christian Graugaard skriver besnærende om det senmoderne ungdomslivs næsten uudtømmelige valgmuligheder; flyd rundt mellem identiteterne, vær bøsse i dag, bisse i morgen, poptøs nu eller skater senere, rødhåret, platfodet, politisk aktiv eller bare hængemulet.

Over for dette mulighedsmekka står imidlertid Bjarne Rasmussens undersøgelse Ung-99, der viser, at de unges idealer går i ganske traditionelle retninger, når det handler om sex og kærlighed. De sætter trofasthed, tillid og en fast partner højt på prioriteringslisten.

Så selvom de unge færdes i et eldorado af muligheder, er meget alligevel ved det gamle. Det gælder ikke mindst kønsrollerne. Pigerne danser stadig en smertelig linedans mellem luder/madonna-dikotomiens snævre rollerepertoire, fremgår det.

Meget tidligt skal de forholde sig til, om deres adfærd eller påklædning kan stemple dem som 'billig'. Drenge kan være seje, men piger kan være billige. Piger 'udstiller' sig på dansegulvet, mens drengene 'vurderer' varerne. Pigerne 'bliver taget' mens drengene 'tager'.

Joh, de gamle historier er skam stadig gangbare i ungdomskulturen trods kvindeemancipation og seksuelt frisind.


Det spørgsmål, der tårner sig op under læsningen, er, hvorfor pokker antologiens skribenter nøjes med at registre situationen? Hvorfor maner de ikke sejlivede, kønsdiskriminerende vrangforestillinger som disse i jorden og opfordrer bogens læsere til at gøre det samme i deres undervisning, så de unges handlerum kan rives fri af træge stereotyper og for alvor folde sig ud i senmoderne mangfoldighed?

Måske er skribenterne angste for at fremstå som 'holdningstyranner'. Eller også forhindrer deres egen fascination af senmodernitetens slaraffenland al skepsis. Eller endnu værre - gør dem blinde for, at der stadig vælges ganske traditionelt i mulighedsbunken.

Fint med et ungdomssignalement. Godt at få paradokserne frem i lyset. Men det er bare ikke nok. Et par etiske streger i sandet. Forsigtige bud på, hvad der er værdifuldt, og hvad der er uacceptabelt i livet, ville have været velgørende.


Lidt anderledes forholder det sig med Per Straarups bog. Han har interviewet psykologer, pornomodeller, lærere, forskere, sexologer og ikke mindst unge for at få svar på de spørgsmål, som pornoficeringen af vores kultur rejser, og for at levere krudt til debatten.

Af den grund titter Straarups egne holdninger frem i teksten. Ikke som moralsk panik eller hellig forargelse, men som glimt af lavmælt bekymring. Og det smitter.

Den seksualitetskultur, han skitserer, er forstemmende. Måske vi er blevet mindre tabubelagte i vores omgang med seksualitet, men kan man kalde det frigjorthed, når unge par installerer webcams i deres lejlighed og annoncerer på nettet, hvornår de påtænker at dyrke sex?

Eller når den kvindelige pornomodel smører vaseline i anus for at undgå læsioner og hermed optimerer den closeup-optagelse, som hende mand er kameramand på?

Eller når en mandlig discjockey arrangerer selskabslege og altid vælger kvindelige deltagere i lårkort, fordi det flødeskum, de får sprøjtet op mellem lårene, skal slikkes af af en mandlig deltager. Var det det, frigørelsen skulle føre til?

For mig ligner det genuin spekulation blandet op med lige dele seksualitetsforråelse og kønsstereotypi. Eller simpelthen »falsk og holdningsløs liberalitet«, som Peter Thielst forløsende siger i sidste nummer af Social Kritik.

Man bliver klog og trist af Straarups bog. Pornografien trænger sig på i de unges liv. De lever med den og forholder sig til den - langt mere end generationerne før dem har gjort. Men selvom de sikkert er ferme kulturelle navigatører og kan skelne skæg fra snot, overbeviser bogen om, at pornografi ikke har ret meget at gøre i deres liv.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce