Det ligner grangiveligt et festskrift, denne bog i stort format, som forfatteren Peter Olesen har samlet og redigeret om billedhuggeren Hanne Varming. For det første er bogen en fornøjelse at blade rundt i. Og for det andet er det venner og beundrere af hovedpersonens kunst, der på opfordring har fattet om pennen for at supplere fotografen Henrik Bjerregravs glimrende optagelser med sådanne skriftlige reaktioner, som kunstværker af en vis karat ikke kan undgå at fremkalde og heller ikke helt kan undvære. Og så er det ikke et rigtigt festskrift alligevel. For normalt er et sådant skrift en udgivelse, hvor bidragene stammer fra kolleger. Men ikke en eneste forfatter i denne bog er medlem af Dansk billedhuggersamfund. Det er der flere grunde til. En er, at billedhuggere af Hanne Varmings generation ikke er meget for at udtrykke sig på skrift: Hvis de vil udtrykke noget, laver de en skulptur. En anden er, at hovedpersonen trods sine venner etc. i grunden står lidt for sig selv i nyere dansk kunst. Hun er hverken postmodernist, minimalist, konceptkunstner eller konstruktivist. Hun arbejder ikke engang abstrakt - og når hun laver sine figurer, er materialet i hvert fald ikke skrot eller affald fra storindustrien. Derimod interesserer hun sig for mennesker, og for den form, som mennesker kan antage, når de genskabes som skulpturer i ler eller bronze. Altså er Hanne Varming et langt stykke ad vejen en klassisk kunstner, hvad Hans Edvard Nørregård-Nielsen også fastslår i sin artikel fra Sophienholm-udstillingen, som passende er genoptrykt her. Han er ikke selv blevet foreviget, men hans døtre er, og den ene, Johanne Nørregård-Nielsen er blandt de modeller, der giver sit besyv med.