Det gælder om at bevare barnet i sig selv, siger man, og hvis det kniber med det i den hektiske hverdag, kan det anbefales at tage et dyk ned i Carlsens nye bog om rumskibene i den nye Star Wars-film 'Klonernes angreb'. Har man, som undertegnede siden hin mindeværdige aften i en formentlig nu nedlagt biograf i Helsingør, hvor jeg første gang så 'Stjernekrigen', drømt om livet i det ydre rum, med lyssværd, laserkanoner, Jedi-riddere og hele molevitten, bliver det ganske enkelt ikke meget bedre. Her er alle de store krigsskibe beskrevet og vist ned i de mindste detaljer, fra Handelsføderationens onde kerneskib til det enorme republikanske angrebsfartøj og de teknisk helt overlegne geonosiske fightere. Men der er også plads til de mere ydmyge fartøjer som for eksempel Owen Lars Swoop, der er en slags flyvende scooter. Alt sammen i farver og med omfattende forklaring af motorer, våben og andet teknisk udstyr.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























