Først den dag muslimen lægger Koranen fra sig og deler en bajer og en frikadellemad med os på det lokale værtshus, er han blevet dansker'. Sådan lyder det fra den ene grøft i debatten, mens debattørerne i den modsatte grøft har travlt med at understrege, at 'Vi naturligvis skal omfavne alt det ved den muslimske. Ellers er man jo racist, ikke sandt?'. I en tid, hvor disse yderpoler dominerer, har man vel lov til at smile, når der dukker en debattør op, som insisterer på, at problemstillingen er mere nuanceret. Og nærværende anmelder skal ikke lægge skjul på, at jeg længe har smilet over den radikale politiker Naser Khader. Her er en person, som har haft et nærmest perfekt personligt udgangspunkt for at kunne bløde op i de fastlåste positioner og gå ind i formidlerrollen mellem gammeldanskere og muslimer. Og som også har gjort det. Naser Khader er palæstinenser, født i Syrien, og har været praktiserende muslim indtil han var 16-17 år. Siden 1974 har han boet i Danmark og har her gennemlevet en dannelsesproces som dansker, der har gjort ham til et både-og-menneske, som han selv kalder det. Det vil sige et menneske, der på den ene side kender sine muslimske rødder, men som samtidig har indoptaget kerneværdierne i det moderne, sekulariserede, vestlige samfund. Han står altså - i modsætning til de fleste andre i denne debat - med et ben i hver lejr. Det er hans styrke, og den øser han af i sin 335 sider lange bog: Ære og skam, som er en stærkt udvidet og revideret udgave af den bog, han allerede startede på for ti år siden og udgav i 1996.