For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at anmelde en flok af dette forårs havebøger. Det var den dovne have og den iderige have og haver i krukker og meget andet. Fælles for hele bunken - også den tilsvarende bunke fra i fjor og forfjor - var det næsten totale fravær af mennesker. Havebøger handler altid om planter. Men så landede den på mit skrivebord - havebogen, som sætter mennesket i centrum. Signe Wenneberg har nemlig fået mand og børn og hus og have. Det har hun skrevet en bog om, og for en gammel haverotte som undertegnede var det en både usædvanlig og indiskutabel fornøjelse at suse igennem de 218 sider. Jeg fik ikke noget at vide, som jeg ikke vidste i forvejen (!), men jeg fik bekræftet det, som jeg selv med større eller mindre held har prædiket i et kvart århundrede: at en have først og sidst er et værested for mennesker. En daglig glæde. For børn og voksne. Dertil kommer, at det ikke handler om en kvinde, der har fundet sig en stokrose-idyl langt ude på landet i Nordsjælland og realiseret alverdens økologiske drømme. Det handler om en elementær byhave, ikke særlig stor, med dårlig jord og ombygningsrod, men hvor det fra første dag og linje står klart, at denne have skal bruges til noget. Den skal bruges til glæde!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























