0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kinas forsinkede revolution

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kinas regerende dynasti nærmer sig en afslutning. Den ideologiske kommunisme er forlængst skrottet, selv om noget af dens vraggods af og til flyder op til overfladen, når partiets dogmatikere febrilsk forsøger at finde svar på de voldsomme udfordringer, som dette overgangssamfund mødes med hver eneste dag.

Kinas forandring fra den gammelkommunisme, som på det økonomiske område blev lagt i graven i 1990'erne, til et klassisk, men dynamisk østasiatisk elitestyre har gjort verden set fra Den Himmelske Freds Plads uforudsigelig. Vil det ene autoritære dynasti blive afløst af det andet i den nationale enheds navn? Eller vil den kinesiske befolkning langt om længe få muligheden for at styre sine egne ledere i et friere og mere åbent samfund?

Spørgsmålet rejses af den britiske forfatter og Østasienkender Ian Buruma i hans hidtil mest monumentale bog 'Bad Elements - Chinese Rebels from Los Angeles to Beijing'. Buruma har over en periode på fire år rejst igennem store dele af den kinesisktalende verden - fra dissidentmiljøerne i USA over Singapore, Taiwan, Hongkong til moderlandet 'Midtens Rige' på det asiatiske fastland.

National enhed
Og hvilken odyssé! Forfatteren erkender besværlighederne ved at håndtere sin opfattelse af det store rige og dets problemer. Årtusinders kinesisk historie har handlet om centralmagtens behov for at påtvinge befolkningen national enhed, politisk og social orden og en moralsk ortodoksi, og mange gange er disse størrelser blevet udfordret af politiske og religiøse oprør.

I folkerepublikkens første årtier var systemkritikerne stort set ukendte. Kinesiske dissidenter begynder først at blive synlige for omverdenen, da Mao Zedongs dynasti bukker under i 1976, og et pragmatisk reformstyre under Deng Xiaoping tager over.

En ung elektriker ved navn Wei Jingsheng benytter de politiske åbninger efter Mao til at publicere vægaviser med krav om, at moderniseringspolitikken også skal omfatte det politiske system. Da Wei erkender, at demokratisering ikke er på dagsordenen, skriver han utilsløret, at Deng ikke er bedre end Mao!

Reaktionen er omgående arrestation og efterfølgende domfældelser, der sammenlagt resulterer i 18 års fængsel. I 1997 indgår Dengs efterfølger Jiang Zemin en studehandel med præsident Bill Clinton om Weis frigivelse og eksil i USA. Wei blev længe inden inden eksilet den kendteste af Kinas voksende antal systemkritikere.

Aktivister
Ian Burumas samtaler med og iagttagelser af Wei og andre eksilerede dissidenter - vigtigst den gruppe af studenteraktivister, der slap ud efter massakrerne i Beijing i juni 1989 - og noterer, at det er umuligt at tale om en samlende, forenet opposition til styret i Beijing med en fælles vision for et fremtidigt demokratisk Kina.

Hvad skal vi f.eks. mene om Wei Jingsheng, når han utilsløret bagtaler andre dissidenter, f.eks. Xu Wenli, grundlæggeren af Kinas forbudte Demokratiske Parti og fastholder, at Tibet altid har tilhørt Kina og skal vedblive med at være kinesisk?

Eller hvad med Chai Ling, den kønne, skarptungede chefstrateg fra studenterbevægelsen på Den Himmelske Freds Plads, som i dag er erhvervsleder i USA og mener, at overgrebene og drabene i den hede forsommer 1989 er en sag, som helst skal glemmes? Eller Wuer Kaixi, en anden af veteranaktivisterne fra juni '89, der efter forgæves mellemspil på amerikanske universiteter gifter sig ind i en rig familie i Taiwan og bliver folkekær som radiovært?

Velstandsglæde
For de eksildissidenter, der er havnet i USA, er det påfaldende, hvor hurtigt de har tilpasset sig et liv i frihedens og velstandens Amerika.

Ingen har orket at forsøge at samle de eksilerede til en global, kinesisk demokratibevægelse, der kunne agere som lobby- og pressionsgruppe for f.eks. at presse Beijing til flere løsladelser fra det kinesiske Gulag. Nej, når først der var opnået en martyrstatus, så gjaldt det om at få en uddannelse og gøre karriere.

Det er svært at befri sig fra den deprimerende erkendelse af, at der blandt disse systemkritikere, hvoraf enkelte som Wei Jingsheng har betalt en kolossalt høj pris for at trodse despotiet, ikke er en eneste med et potentiale til at blive en kinesisk Vaclav Havel eller Lech Walesa. Et politisk martyrium udelukker ikke opportunisme af værste skuffe.

På sine rejser fra Nordamerika over Stillehavet til Singapore, Taiwan og Hongkong til det kinesiske fastland søger Ian Buruma gennem talrige interviews efter den mytologiske nationalisme, som både trives i dissidentmiljøet, og som også er en drivende kraft i den sociale og politiske kontrakt, som det efterhånden meget uideologiske teknokratregime i Beijing på godt og ondt har indgået med befolkningen.

Kinas myter
Enhver form for nationalisme, positiv som destruktiv, bygger på myter. Den kinesiske myte har Buruma fundet overalt i den kinesiske folkesjæl, hos gamle og unge, hos dissidenterne og hos det store apolitiske befolkningsflertal.

Da han behersker sproget, kan han også i sine samtaler spore sig ind til mytologiens kerne. Den er, sagt i korthed, et sammenbiks af etnicitet, dvs. race og noget meget løst defineret kulturelt, og den optræder både hos lærde, oplyste og veluddannede og hos de næsten forudsætningsløse.

Det er først og fremmest myten om Kina som verdens ældste og mest centrale civilisation. At Midtens Rige (som selve navnet Kina betyder) alle dage har været andre civilisationer overlegent, uanset at udviklingen allerede fra opiumskrigene i 1840'erne dementerer den opfattelse eftertrykkeligt. At fordums dynastier bar en gloriøs storhed, som kan komme igen.

Brændstoffet til denne myte er selvsagt omverdenens ydmygelser af Kina, begyndende med de japanske og britiske aggressioner i anden halvdel af 1800-tallet over de delvise koloniseringer i rigets randområder og kulminerende med Japans erobringskrig 1941.

Ethvert kinesisk spædbarn tvangsfodres med myten om, at rigets ældgamle enhed aldrig mere må trues, hverken udefra alle indefra, hverken af kaos som under Kulturrevolutionen eller af demokratiforkæmpere som i dag. Fordi, når det sker, vil det kunne udnyttes af fremmede magter, dvs. Vesten.

I det lys forstår man et stykke ad vejen Beijings hysteri, når USA, Danmark og andre bringer dissidentsager op i f.eks. FN's Menneskeretskommission.

Sovjet som skræmmebillede
Og styret i Beijing har unægtelig fået bekvem ammunition til mytedannelserne ved at pege på Sovjetunionens skæbne. Moralen af de sovjetisk-russiske forsøg med demokrati og borgerdeltagelse er endt i socialt og økonomisk deroute. Et Kina med en russisk skæbne? Oh, fri os.

Når denne form for propaganda blandes op med nogle doser neokonfucianisme og en neoautoritær ledelseskultur, som er raffineret til det forfinede i en kinesisk bystat som Singapore, så er det hævet over enhver tvivl, at det kinesiske kommunistpartis modstandere ikke har let spil.

Jamen, Taiwan da? Østaten med 23 millioner indbyggere, der fra 1987 beviste for verden og 'landsmændene' på det kinesiske fastland, at det er muligt at gennemføre en stort set ikkevoldelig overgang fra en autoritær styreform til et moderne demokrati med frihedsrettigheder og plu