0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uroksen Roosevelt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For de fleste er navnet Roosevelt synonymt med Franklin D. Roosevelt. Endnu mere markant var måske hans fjerne slægtning, Theodore Roosevelt, der var USA's præsident i årene 1901-09.

En i både indhold og fysisk fremtoning kraftfuld politiker, hvis præsidentperiode er skildret medlevende af Edmund Morris - manden, der også stod bag den omdiskuterede Ronald Reagan-biografi 'Dutch'.

I et foregående bind skrev Morris om årene, indtil den 42-årige daværende vicepræsident, Theodore Roosevelt, efterfulgte præsident William McKinley, der var blevet myrdet af en anarkist.

Mere end nogen anden blev Roosevelt ansvarlig for placeringen af USA på den verdenspolitiske scene. Han fik vedtaget og sat gang i anlægget af Panama-kanalen gennem et sindrigt politisk spil.

Han gav Monroe-doktrinen nyt liv ved at fastslå, at USA kunne blande sig, hvis stabiliteten i Syd- og Mellemamerika var truet. Han var succesrig fredsmægler under den russisk- japanske krig 1904-05, og han satte gang i en kraftig udbygning af den amerikanske flåde.

Om rollen som fredsmægler sagde han åbenhjertigt: »Det er mægtig godt for Rusland, og det er mægtig godt for Japan. Og det er også mægtig godt for mig«.

En præsident, der havde det mod og den integritet, som alt for mange fremtrædende politikere savner i dag. »Jeg vil meget hellere være rigtig præsident i tre og et halvt år end et symbol i syv og et halvt«, erklærede han karakteristisk på et tidligt tidspunkt.

Selv som republikansk præsident med traditionelt tætte forbindelser til erhvervslivet, veg han ikke fra at bekæmpe trusterne, hvor den mest fremtrædende for stormogulerne var J.P. Morgan, som betragtede egne økonomiske interesser som identiske med USA's.

»Det trætter mig at tale med rige mennesker«, sagde Roosevelt ligeud. »Man forventer, at en mangemillionær, der står i spidsen for et stort foretagende, er værd at lytte til, men i reglen ved de intet om verden uden for deres egen virksomhed«.


Det var rigtigt i 1904, men ikke mindre rigtigt næsten 100 år senere, hvor fremtrædende erhvervsledere forbløffende ofte afslører uvidende naivitet, når de bevæger sig uden for deres klichéfyldte managementverden.

De savner for eksempel totalt en Roosevelts åndelige nysgerrighed, som kunne få ham til at sluge den ene bog efter den anden. Da han havde været præsident i et par år, bad rektor for Colombia universitetet i New York ham om en liste over bøger, han kunne anbefale.

Roosevelt tænkte lidt over, hvad han havde læst, mens han var i Det Hvide Hus og lavede en liste på ikke mindre end 114 forfattere, hvoraf han endda i adskillige tilfælde havde nået at læse flere bøger.

Det var klassiske grækere som Thukydid og Aristoteles, historieskrivere som Gibbon, Macaulay og Carlyle, Milton, adskillige skuespil af Shakespeare, Njals Saga(!), Mark Twain, Conan Doyle, Tolstoj, Keats, Poe, Tennyson. Og for at det ikke skulle være løgn højtlæsning for sine børn af H.C. Andersen og Brødrene Grimm.

Alene tanken om at en moderne statsmand skulle give sig tid til at læse andet og mere end aviser, enkelte tidsskrifter og de dokumenter, han bliver præsenteret for, er utænkelig. Nej, fjernsyn, som Lyndon B. Johnson, der havde flere nyhedskanaler i gang samtidig, det er virkeligheden!


Da Roosevelt blev opmærksom på, at en ung lyriker måtte tjene til føden ved et dagligt 10 timers job som kontrollør i New Yorks undergrundsbane og dermed intet fik skrevet, brød han alle bureaukratiske regler og sørgede for, at han fik et job i toldvæsenet, vel at mærke med forbud mod at skrive toldpapirer under, men alene at digte. Man skal vist tilbage til en Frederik den Store for at finde et tilsvarende eksempel på konkret kulturpolitik af en statsleder.

Roosevelt var dog langtfra bare en bogorm. Tværtimod elskede han fysisk arbejde som at fælde træer, jagt, overlevelsesture i vildmarken, og som præsident kunne han være tabt for omverdenen i flere dage.

Hans viden om dyrelivet og naturen, især fugle, var betydelig, og det er hans fortjeneste, at nutidens amerikanere kan glæde sig over nogle betagende naturparker, for i sin fredningspolitik vedgik han et ægte ansvar over for kommende generationer. En pionerindsats af format.


Theodore Roosevelt, der i de godt 60 år, han levede, også nåede at skrive adskillige bøger, var et produkt af den amerikanske overklasse i øststaterne. Modsat de fleste af sine privilegerede venner, der anså politik for 'simpelt', ville han ikke være en 'lænestols- og dagligstuechauvinist'.

»Min aktive kraft, hvad den så end måtte være værd, går til spilde, hvis jeg ikke i praksis prøver at leve op til de dogmer, som jeg har forsøgt at forkynde«, tilkendegav han på et forholdsvis tidligt tidspunkt af sit liv.

Og politiker - og magtmenneske - det blev han. Under en valgkamp sagde en af hans gamle venner, der selv omhyggeligt holdt sig uden for politik: »Hvis du siger til ham, at Gud er stor, spørger han naivt, hvordan det vil påvirke hans eget valg«.

Salig Nixon beundrede ham og udgav i 1990 en bog med titlen 'The Arena', som er hentet fra et Theodore Roosevelt-citat:

»Det er ikke kritikken, som tæller. Ikke manden, som påviser, hvordan den stærke mand begår fejl ... Tillid fortjener den mand, som virkelig er i arenaen, og hvis ansigt er spoleret af støv og sved og blod ... For ham er ingen indsats uden fejl og mangler ... hans plads vil aldrig være blandt de kolde og frygtsomme sjæle, som hverken kender sejr eller nederlag«.


Modet og heroismen fungerede hos Theodore Roosevelt. For Nixon blev kampen i 'arenaen' unægtelig nok så beskidt og hæmningsløs. Hvor Roosevelt forstod at mobilisere en ung nation, fremstår Nixon som en, der splittede.

De fleste af Roosevelts efterfølgere i Det Hvide Hus har været inspireret af hans totalitet og handlekraft, men vel kun to af dem har haft tilnærmelsesvis hans handlekraft: navnefællen Franklin D. Roosevelt og Harry Truman.

I Edmund Morris' fremstilling træder spændvidden i Theodore Roosevelts politiske udfoldelser klart frem, men den sande styrke er dog Morris' evne til hele tiden at gøre hovedpersonen nærværende.

Det gælder ikke mindst i den reportageagtige indledning. Roosevelt modtager meldingen om McKinley's død, mens han befinder sig i bjergene i den nordlige del af staten New York, og vi følger ham på tilbagerejsen til Washington, først med hestevogn, senere med tog, hvor de politiske og sociale problemer gøres nærværende set fra hestevognen og togkupéen. Det er gjort formidabelt.

Tilbage står det uundgåelige spørgsmål: Kunne en sådan politisk type vælges i dag, hvor image styret af tv er det politiske styringsinstrument? Næppe. Dertil var Roosevelt alt for voldsom og aktiv, og budbringere af den slags fra det virkelige liv vil kunne skræmme enhver, der foretrækker march ad den gyldne middelvej.