For de fleste er navnet Roosevelt synonymt med Franklin D. Roosevelt. Endnu mere markant var måske hans fjerne slægtning, Theodore Roosevelt, der var USA's præsident i årene 1901-09. En i både indhold og fysisk fremtoning kraftfuld politiker, hvis præsidentperiode er skildret medlevende af Edmund Morris - manden, der også stod bag den omdiskuterede Ronald Reagan-biografi 'Dutch'. I et foregående bind skrev Morris om årene, indtil den 42-årige daværende vicepræsident, Theodore Roosevelt, efterfulgte præsident William McKinley, der var blevet myrdet af en anarkist. Mere end nogen anden blev Roosevelt ansvarlig for placeringen af USA på den verdenspolitiske scene. Han fik vedtaget og sat gang i anlægget af Panama-kanalen gennem et sindrigt politisk spil. Han gav Monroe-doktrinen nyt liv ved at fastslå, at USA kunne blande sig, hvis stabiliteten i Syd- og Mellemamerika var truet. Han var succesrig fredsmægler under den russisk- japanske krig 1904-05, og han satte gang i en kraftig udbygning af den amerikanske flåde. Om rollen som fredsmægler sagde han åbenhjertigt: »Det er mægtig godt for Rusland, og det er mægtig godt for Japan. Og det er også mægtig godt for mig«. En præsident, der havde det mod og den integritet, som alt for mange fremtrædende politikere savner i dag. »Jeg vil meget hellere være rigtig præsident i tre og et halvt år end et symbol i syv og et halvt«, erklærede han karakteristisk på et tidligt tidspunkt. Selv som republikansk præsident med traditionelt tætte forbindelser til erhvervslivet, veg han ikke fra at bekæmpe trusterne, hvor den mest fremtrædende for stormogulerne var J.P. Morgan, som betragtede egne økonomiske interesser som identiske med USA's. »Det trætter mig at tale med rige mennesker«, sagde Roosevelt ligeud. »Man forventer, at en mangemillionær, der står i spidsen for et stort foretagende, er værd at lytte til, men i reglen ved de intet om verden uden for deres egen virksomhed«.