0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vingeskudt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man skal ikke sætte sådan en som mig til at skrive om sådan en bog som 'På fantasiens vinger' med undertitlen 'Om fantastisk litteratur for børn og unge', der er kommet i Høsts fortjenstfulde faglige serie og redigeret af den oplyste Niels Dalgaard.

Pjat! mumler jeg, at de gider! og kan godt selv høre, hvor nedladende, det lyder. Det farver jo også læsningen af bogen.

For de fleste læsere er Gulliver i familie med 'Harry Potter'; Pullman med Jürgensen og så fremdeles. Det er, når det ikke er rigtigt! Fra sidelinjen har man kunnet følge en forvirring omkring varedeklarationerne. De fleste enes om, at hvis der er teknologi og fremtid, så er det science fiction. Men hvad så med resten?

'På fantasiens vinger' har som mål at skabe orden i kaos. Redaktøren lægger ud med et »forsøg på en teoretisk afklaring«. Heri arbejdes med tre kategorier: fantasy, horror og science fiction og en linje trækkes fra Mores 'Utopia' (1516) op til den nærmeste fremtid.

Senere tager Ib Johansen bolden op med en 'introduktion til fantasy og horror'. Han konkluderer, at mens fantasygenren opererer i et 'sekundært univers', så har horrormediet det tilfælles med 'low fantasy', at det er forankret i »hvad der ser ud som hverdagslige (livs)sammenhænge«. Så er der frikvarter!


Lene Kaaberbøl gør det! Hun skriver bøgerne, og hun skriver glimtvis den postmoderne fantasy, som flere af bidragsyderne indkredser. Personerne i hendes serie om 'Skammerne', der er på vej til at blive et internationalt hit, er ikke enten-eller, men både-og.

Her er en lyslevende forfatter, der har tænkt over det - men ikke for længe. Hendes bidrag hedder 'Og de levede lykkeligt?' og den teoretiske ballast er nærmest Tolkiens lovprisning af fantasygenren som giver af et enkelt øjebliks åndeløs lykkefølelse og »joy beyond the walls of the world«.

The rest is silence! For selv om der sikkert har været mange møder (og hårdkogt redigering) bag denne bog, så er der for meget sniksnak, gentagelser og begrebsforvirring. Man kan læse mange udmærkede referater af bøgerne af Rowling, Pullman, Jensen, Holten m.fl. En bog som 'Brødrene Løvehjerte' er kun perifert nævnt to gange, jeg tror godt, jeg ved hvorfor: Den er for meget!

Man kunne også savne en opgradering af Jørgen Pagh ('I fredens vold'), det er forkert, at Niels E. Nielsen slet ikke nævnes, og af helt nye fortællere vægtes skakspilleren Kenneth Bøgh Andersen frem for Hanne Kvist. Jeg tror også godt, jeg ved hvorfor.


Tove Roed skriver om 'cross over', der er forlæggernes betegnelse for bøger, de agter at sælge til både far og søn (mest). Det handler om, at grænserne flyder. Det har de vel altid gjort, men med tegneserier, musik, film og computer-spil er der kommet ekstra ekko i det postmoderne rum.

Det er en stor svaghed ved denne bog, at den kun i ganske få tilfælde inddrager interaktionen imellem fantastisk litteratur og disse medier. En så ung forsker som Anna Skyggebjerg skriver om Knud Holten, at han er inspireret af 'folkeeventyr og mytologisk stof'. Mon ikke han også er inspireret af b-film og Eric Clapton?

Så har R.L. Stine fået et helt kapitel. Manden bag Gåsehud-bøgerne - hvis det er en mand! - er verdens mest læste børnebogsforfatter. I ét af sine sjældne interview udtaler denne Stine: »Hos mig er der ingen gråd, ingen knus, og børnene lærer aldrig noget om sig selv«. Se, det er en rigtig børnebogsforfatter!

Og det er Peter Mouritzen også. Han giver heller ikke ved dørene. Et smukt essay om heldagsregn m.m. afslutter denne udgivelse, der er lige så ujævn som fantasiens pløjemark.

Nu skal sådan en bog ud og gøre livet surt for pædagogstuderende og bibliotekarditto og mange andre som led i den almindelige akademisering af mellemuddannelserne. Det er det, jeg mener.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

</