'Jagt' er et ord, der på nogle har samme virkning som en lystig fanfare. Øjnene begynder at lyse, de griber efter et imaginært jagtgevær og er i sindet på vej ud i en oktober morgentåge efter et stykke vildt. På andre har ordet ingen indvirkning, ud over at de måske kommer til at fnise lidt ved tanken om en flok jægere, der skyder løs på tamme, nylig udsatte og næsten uflyttelige fasaner. Endelig er der en sidste gruppe, på hvem ordet fremkalder lede og vrede. Hvis læseren hører til den sidste gruppe, er den (forkortede) udgave af Steen Steensen Blichers jagttidsskrift 'Diana', som han i sit evindelige forsøg på at tjene penge udgav i årene 1832-36, ikke noget at bruge tid eller penge på, men for næsten alle andre er det en herlig sag at fordybe sig i. Og det uanset at man også finder beskrivelser af ret nederdrægtige jagtmetoder, såsom jagt med doner, snarer og sakse og jagt på ænder med fiskenet, som sættes op under de våger, som ænderne søger om vinteren. Når anden dykker efter føde, jager den, fortæller Blicher, hovedet gennem maskerne, og så bliver den og dens artsfæller hængende »til de qvæles«. Det er ikke rigtig rar læsning, men det øvrige er. For 'Diana' er skrevet af en munter Blicher, en Blicher, der har vredet sig ud af sit tungsinds net, og som i sine gode råd, i sine beskrivelser af dyrenes færden, i sine historier om snedige harer og tumpede jægere åbner for andre sider af sig selv, end dem vi synes at kende.
At kvæle en and
Lyt til artiklen
