0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At kvæle en and

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Jagt' er et ord, der på nogle har samme virkning som en lystig fanfare. Øjnene begynder at lyse, de griber efter et imaginært jagtgevær og er i sindet på vej ud i en oktober morgentåge efter et stykke vildt.

På andre har ordet ingen indvirkning, ud over at de måske kommer til at fnise lidt ved tanken om en flok jægere, der skyder løs på tamme, nylig udsatte og næsten uflyttelige fasaner. Endelig er der en sidste gruppe, på hvem ordet fremkalder lede og vrede.

Hvis læseren hører til den sidste gruppe, er den (forkortede) udgave af Steen Steensen Blichers jagttidsskrift 'Diana', som han i sit evindelige forsøg på at tjene penge udgav i årene 1832-36, ikke noget at bruge tid eller penge på, men for næsten alle andre er det en herlig sag at fordybe sig i.

Og det uanset at man også finder beskrivelser af ret nederdrægtige jagtmetoder, såsom jagt med doner, snarer og sakse og jagt på ænder med fiskenet, som sættes op under de våger, som ænderne søger om vinteren. Når anden dykker efter føde, jager den, fortæller Blicher, hovedet gennem maskerne, og så bliver den og dens artsfæller hængende »til de qvæles«.

Det er ikke rigtig rar læsning, men det øvrige er. For 'Diana' er skrevet af en munter Blicher, en Blicher, der har vredet sig ud af sit tungsinds net, og som i sine gode råd, i sine beskrivelser af dyrenes færden, i sine historier om snedige harer og tumpede jægere åbner for andre sider af sig selv, end dem vi synes at kende.


Også på Blichers tid fandtes der jagthadere, og Blicher indledte sit tidsskrift med et veloplagt 'Jagtens Forsvar', hvor han ikke forsvarer jagtformer som »... Parforcejagt, Harehedsing, Myndejagt«, men forsvarer den form for jagt, han selv dyrkede, den hvor han går ud med sin bøsse, og hvor han måske er heldig eller måske uheldig.

Uheldig var han på den jagt, han skriver om i et brev til en ven, en jagt, der »gav 15 Ænder af sig, endog uden min Bistand, da jeg ikke havde Lejlighed - men siden, da jeg kom og ville have Slumpen - tænk Dem engang! - mistede jeg min gamle troe Caro paa en ligesaa nye som besynderlig og jammerlig Maade: han blev omringet af løse Heste, af dem traadt ned og med Forbenene hamret næsten ihjel, saa jeg strax lod en medfølgende Skytte ile til og give ham sidste Rest«.

Denne historie er ikke med i 'Diana', men der er mange andre historier og eksempler på uheldige jægere som den om en navngiven skovrider, der træder afsides bag en busk og imens har ladet sin bøsse hænge i en rem på hesten. »Medens han sidder der paa Huk, ryster Hesten sig, og - Skuddet gaaer af« og rammer ham, dog kun i foden. Andre historier handler om dyr, som er snu og undgår de dræbende skud.


Disse historier fortæller Blicher med et glimt i øjet, og man begriber, at han, når han har gået derude på alheden, som dækkede en meget stor del af Jyllands areal, har følt sig fri og frank, og han har mærket blodets rullen i årene og derfor har resolveret, at jagten var gavnlig for sundheden.

»Og«, skriver han, »er det ei alene Bevægelsen, den friske Luft og Legemets Hærdelse, som her kommer i Beregning; men ogsaa, hvad Mange oversee, den Sindsmunterhed, der er gavnligere for Helbredet, end et hel Apothek«.

Det er denne sindsmunterhed, der går igennem alle historier og beskrivelser af dyrenes levevis, deres vaner og snuhed, dvs. af deres evne til at undgå jægerens dræbende skud eller snedige fælde.

Jagtens historie gennemgås i korte træk, og vendepunktet skete, skriver Blicher, med låsebøssens indførelse. Den er fortrinlig, men når Blicher ikke er totalt begejstret skyldes det, at med den så er der risiko for at vildtet bliver udryddet.

Det er dog ikke kun bøssen, der truer vildtet, menneskenes formering er en endnu større fare.

»Thi Begges (dvs. vildtets og menneskenes) Formerelse staar altid i omvendt Forhold til hinanden. Og skulde engang de Sidste vorde saa mange, at enhver dyrkelig Plet anvendes til at føde disse, ja da vil ogsaa Jagten afskaffe sig selv: Uhrhøns vil ikke søges længere i Heden - for der er ingen Hede meer - men i Museer og Billedbøger; Harer forskrives fra Sibirien og kun paa Millionaires Borde paradere ved Siden af Skildpadder ...«

Første del af Blichers spådom er blevet opfyldt: Såvel heden som urfuglen er væk, de andre dyr er der som bekendt endnu, om end nogle er frembragt som de tidligere nævnte uflyttelige fasaner.


'Diana'-udvalget er et fotografisk genoptryk af det Erling Nielsen udgav i 1963, og som kom på Hans Reizels forlag. Udvalget er illustreret med en række smukke, præcise og meget indtagende tegninger af dyretegneren frem for nogen: Johannes Larsen.

Til dette genoptryk har Uffe Ellemann-Jensen skrevet et forord, hvor han fortæller om sin egen jagtglæde og fortæller lidt om Blichers liv, der i hans fremlægning bliver 'surt'.

Ordet 'surt' bruges tre gange i den korte beskrivelse, men spørgsmålet er, om det har været konstant surt/ulykkeligt. En præstekone i en af Blichers præstegårde sagde engang til anmelderen, som var på Blicher-pilgrimsrejse, at hverken Blicher eller hans kone antagelig havde været ulykkelige »hele tiden«.

Skulle man være interesseret i at kigge på Blichers jagthorn, kan man se det i 'Malvinas Hus', der ligger tæt på præstegården i Spentrup. I dette hus boede præstegårdsforpagteren, og med ham blev Blichers yndlingsdatter, Malvina, gift i 1838.

For at hun til stadighed kunne se præstegården, og hendes far stadig kunne se hende, fik han fældet nogle træer, som stod i vejen. I Malvinas hus er der indrettet en Blicher-mindestue, og det er her man kan se krudthornet og en række andre småting, der har tilhørt Blicher.