I sine velmagtsdage bestyrede Carl Værnet en driftig klinik på Platanvej, hvor han modtog toneangivende dele af det københavnske jetset og tilmed syntes at kombinere sin terapeutiske vidtløftighed med et antydet socialt sindelag: Pengesvage patienter blev mødt med nedsat tarif, alt imens den mere velbeslåede kundekreds i taknemmelighed donerede 100.000 kr. til den charmerende doktors fortsatte medicinske studier. Værnets popularitet knyttede sig - foruden hans pertentlige og tillidsvækkende ydre - især til kortbølgeterapien, som allerede i begyndelsen af 1930'erne havde bragt ham på kollisionskurs med førende lægekolleger, men hvis (påståede) mirakuløse effekter alligevel tiltrak sig betydelig interesse fra en gigtplaget og kræftsyg offentlighed. Værnet var én af mellemkrigstidens mest omtalte 'modelæger', og foruden vekselstrømmen var der andre videnskabelige fantasmer, som stod hans hjerte nær: Med inspiration fra den jævnaldrende hormonforsker Knud Sand (hvis veje han havde krydset under sin turnus i 1920'erne) var Værnet levende optaget af 'det homoseksuelle problem', hvis eksistens han - ligesom Sand og hovedparten af periodens seksualbiologiske elite - tilskrev en hormonel uligevægt med fejlagtig tilstedeværelse af kirtelvæv fra det modsatte køn. Hvor Knud Sand efter Første Verdenskrig havde eksperimenteret med testikeltransplantationer(!) på et mindre antal homoseksuelle mænd, kunne Værnet nu lancere en 'opfindelse', som umiddelbart forekom 'skånsom' i sammenligning med den barske (og nyttesløse) kirurgi: En lille guldbelagt metalcylinder blev stanset ud med testosteron og indopereredes dernæst i lysken, hvorfra den i årevis kunne afsondre små mængder kønshormon og således 'normalisere' den forrykkede hormonale balance.