0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pentagons uvilje mod krig

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

NATO's sejr over Serbiens Milosevic i juni 1999 var helt entydig. Alliancens krav om fuldstændig serbisk tiltrækning og FN- og NATO-kontrol med Kosova blev indfriet, og det blev muligt for en lille million kosovaalbanere at vende tilbage til de hjem, de var blevet fordrevet fra i marts og april.

Sjældent har militære midler så hurtigt og præcist indfriet klare politiske mål. Det er første gang, NATO har været i krig, det var en humanitær intervention, og det gik godt.

NATO-landenes politiske ledere havde grund til at være tilfredse, og de undlod da heller ikke at rose sig selv den sommer.

Ikke desto mindre kostede denne entydige succes den hovedansvarlige jobbet og karrieren. NATO's øverstkommanderende, general Wesley Clark, blev i slutningen af juni hyldet af titusindvis af taknemmelige kosovarer under et besøg i Kosovas hovedstad, Pristina.

Få dage senere blev han hentet ud af en statsbanket for at få kontant besked. Han ville ikke blive forlænget som NATO's øverstkommanderende, og dermed var karrieren slut få måneder senere i foråret 2000. I dag er Wesley Clark ansat i en mindre bank i Little Rock, Arkansas.


Wesley Clark har nu skrevet, ikke sine erindringer, men en fremstilling af NATO's krig mod Serbien i 1999 og den Balkan-konflikt, den var et højdepunkt i.

'Waging Modern War' er selvfølgelig båret af Clarks placering som øverstkommanderende og dermed militær hovedmand i konflikten. Men den er også den mest interessante analyse af den vestlige beslutningsproces i en afgørende fase af Balkan-tragedien, siden Richard Holbrookes beretning om, hvordan Dayton-aftalen om Bosnien blev til.

Clark belyser ikke bare alle de afgørende højdepunkter i krigen på endog meget åbenhjertig vis; han analyserer også, hvilke udfordringer denne form for krig stiller NATO-landene og ikke mindst USA over for.

Et hovedspørgsmål før, under og efter konflikten har været - herhjemme blandt andet belyst i et omfattende DUPI-studie - om ikke Kosovakrigen er en farlig præcedens. Her blev ført (luft)krig uden et konkret mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

Betød det ikke, at den vestlige verden med USA i spidsen nu var ved at tildele sig selv en generel interventionsret, med destabiliserende konsekvenser for det internationale system, baseret på staternes suverænitet, som vi kender?


Clarks bidrag vender indirekte denne problemstilling på hovedet. Det, han dokumenterer, er, hvor meget der skulle til, før NATO kom i krig, hvor usandsynligt det var, at det endte sådan, og hvor mange mekanismer der egentlig trækker i den modsatte retning.

Alene hans egne arbejdsvilkår, da krigen var kommet, illustrerer kompleksiteten. Som øverstkommanderende havde Clark op mod et halvt hundrede chefer - så langt fra den unity of command, der anses for livsnødvendig i strategimanualerne, som vel tænkes kan:

Grundlæggende har NATO's øverstkommanderende, Saceur, to kasketter på. Som chef for alliancens styrker refererer han til NATO's generalsekretær og til NATO-rådet, hvor alle femten medlemslande deltager på lige fod. Samtidig er Saceur chef for de amerikanske styrker i Europa.

I alliancesystemet samarbejder han dagligt med generalsekretæren og med en anden general, formanden for NATO's militærkomité. Dertil kommer de 15 NATO-ambassadører i Bruxelles, landerepræsentanter, der hurtigt bliver til femten forsvarsministre, femten udenrigsministre og, når det er alvor, femten regeringschefer.

Allerede her er vi tæt på 50 mennesker, der i værste fald har en eller anden form for vetoret, og som i hvert fald skal høres og orienteres i forbindelse med alle beslutninger af nogen rækkevidde.


I praksis er der dog femten mere, nemlig de nationale forsvarschefer, der stiller styrkerne til rådighed for NATO, og som kan give kontraordre, hvis de vil (at den mulighed ikke var teoretisk, dokumenteres af Clarks skænderi med den britiske general, der stod for selve indmarchen i Kosova. Han var ikke enig i en konkret ordre fra Saceur - og slap godt fra det, fordi han havde sit britiske bagland i orden).

Land nummer femten, USA, har både formelt og reelt en særstilling. Her sidder Saceur egentlige chefer, og selv om NATO's øverstkommanderende set med europæiske øjne er en stor kanon, så er han set med Pentagon-øjne blot en 'regional øverstkommanderende', der ikke kan så meget selv.

I Washington var Clarks chefer dels USA's forsvarschef, dels forsvarsministeren, dels den nationale sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, og bag dem naturligvis - men mest teoretisk - USA's præsident. Og så er Clarks værste fjende, USA's (landmilitære) hærchef, endda slet ikke nævnt, selv om det var her, han i praksis fik sine største problemer.

Værnene skulle nemlig stille de ekstra styrker til rådighed, der måtte blive brug for undervejs, og det var især hæren mildt sagt ikke særlig begejstret for.


Vietnamsyndromet nævnes ofte som en vigtig del af det amerikanske sikkerhedspolitiske landskab. Men at det er i Pentagon, at de dybeste spor sidder, overses ofte. De generaler, der i disse år dominerer Pentagon, har næsten alle været unge officerer i Vietnam.

Og den erfaring husker de ikke bare som et ydmygende nederlag, men især som skoleeksemplet på, hvor galt det kan gå, hvis militæret kaster sig ud i en opgave, som der ikke er fuld politisk opbakning til på hjemmefronten.

Ønsket om at holde politiske og militære præmisser adskilt gennemsyrer derfor hele kommandosystemet, ja, selve den lovgivning, der regulerer forholdet mellem militære og civile ledere i USA. Men mere end det; det har også påvirket selve organiseringen af styrkerne.

Den amerikanske hær er nu sådan indrettet, at den består af meget store enheder, der dels er besværlige at flytte rundt på. Og dels i vidt omfang slet ikke kan bruges, uden at der indkaldes reserver.

Ideen er, at politikerne ikke skal kunne involvere hæren i en konflikt, uden at kongressen har truffet den meget synlige og politiske beslutning om at indkalde tusindvis af reservister.

I en hær, der i øvrigt består af professionelle, er det selvfølgelig en besynderlig måde at indrette sig på - dybt uhensigtsmæssig i forhold til de opgaver af fredsbevarende og fredsskabende karakter, der faktisk har stået og står på den internationale dagsorden.


Men Pentagons uvilje mod de krige, der faktisk kan