0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skær hul i flaget

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Jerntæppet var trevlet op i efteråret og vinteren 1989, vajede der højst usædvanlige flag i gaderne i de østeuropæiske hovedstæder. Folk havde klippet de kommunistiske statsvåben ud af de nationale flag. Og hvor hammer, segl og passer før havde været, var der nu store huller.

Den symbolske betydning af denne fanebeskæring var ligetil. Kunne man knibe sig gennem hullet, var man i Vesten, frihedens og tingenes forjættede land.

Den tyske idehistoriker og politiske kommentator Richard Herzinger genfortæller historien i sin seneste bog, 'Republik ohne Mitte', og ærgrer sig over, at hullerne straks blev stoppet i de nye postkommunistiske flag. I stedet burde det nye snit have dannet mode og de vestlige demokratiers flag være skåret til herefter.

Tanken er selvfølgelig kættersk, ikke bare i det flaggale Danmark, men også i Tyskland, selvom flaget der er et statssymbol, og ikke noget, man hejser for hygge og sjov. Herzingers forslag er imidlertid interessant nok.

Hvorfor ikke have et flag, som tydeligt symboliserer, at det åbne, pluralistiske samfunds eneste faste værdi er den åbne debatterende konflikt, som ikke kan afgøres med henvisning til traditioner og andet hult arvegods.

Hver gang vi så et sådant hullet flag, hævder Herzinger, ville vi blive mindet om, at alt i samfundet og kulturen er kontingent og derfor hjemfalden til forhandling og fortolkning.


'Republik ohne Mitte' er skrevet i anledning af det seneste års tyske debat om, hvorvidt der findes en speciel national kultur (Leitkultur), som det er værd at være stolt af (den Stolz, ein Deutscher zu sein).

Ifølge Herzinger er denne debat et symptom på, at tyskernes forestilling om ideologisk vished, borgerlig offentlighed og moralsk autoritet ikke stemmer overens med det samfund, de faktisk lever i, og at dette misforhold forvirrer borgerne og gør samfundet til blindebuk.

Tyskerne kan nemlig ikke glemme, hvad den romantiske politiske filosofi lovede dem. At de skulle leve i et konfliktløst samfund som ét homogent folk. Desværre stemmer virkeligheden for tiden ikke særligt godt overens med denne romantiske drøm.

Herzinger analyserer de forskellige aktuelle politiske og kulturelle forsøg på at hele splittelsen og stifte sammenhæng og enhed på ny. De tilsyneladende progressive bekendelser til markedet og teknologien får her samme kritiske bekomst som den åbenlyst regressive forestilling om en homogen, national kultur.

For begge retninger er farlige, fordi de mange problemer, det tyske samfund står over for, afspejler et differentieret samfund uden fællesnævner.

Herzinger fremhæver bioteknologiens etiske grænsesprængninger, retten til statsborgerskab, integration, social og økonomisk krise, CDU's forfald og politikkens forandring. Disse løsrevne problemer kan tilsammen desintegrere samfundet, hvis de ikke løses af en tidssvarende politik.


Herzinger argumenterer for, at en pragmatisk, reflekteret åbenhed i forhold til realiteten er den eneste farbare vej ind i den. Som vejviser reaktualiserer han en glemt tradition for venstrelibertær politisk filosofi, som har individets politiske og kulturelle selvbestemmelse for øje, og som ser markedet som middel for denne selvbestemmelse.

Herzinger taler om en »deregulering fra neden«, og opfordrer staten til at støtte borgerne med skatte- og arbejdsmarkedslove, som honorerer politisk og socialt engagement. Målet er et heterogent samfund af eksperimenterende og nysgerrige borgere, der kan navigere i kaos og se problemerne i øjnene i stedet for at lade sig forblinde af hjemstavnen eller nye fagre illusioner.

Herzingers bog er en skarp og polemisk, men også tankevækkende indføring i tysk mentalitet, politik og samfund i dag. For Tyskland er ikke det eneste land, der hjemsøges af længslen efter rodfæstet identitet og uomtvistelige værdier.

Og de problemer, Tyskland står over for, skal andre samfund også løse. Herzinger er bevidst om dette perspektiv, og derfor er 'Republik ohne Mitte' tillige en nødvendig bog om alle åbne samfund og deres genvordigheder i en fluktuerende verden.