»Robert Altmans 'Gosford Park' er en meget polyfonisk film og har klart en intertekstuel korrespondance til både Agatha Christie og Anton Tjekhov«. Sådan en bemærkning overhørte jeg forleden, da snakken blandt kloge cinéaster faldt på nævnte film. Alle var enige og indforståede. Dette var vitterlig en god mærkat på en fremragende film, hvis dialoger er diffuse og lapper over hinanden. Netop polyfoniske. Og hurtigt oversætter vi gerne fremmedordet med det mere danske, flerstemmighed, at en given tekst har mere end en stemme, som bestemmer det episke forløb, fortællingens struktur. Intertekstualitet kan vi ikke uden videre fordanske, det har noget at gøre med, at et kunstværk har en valgt og latent reference til et andet i genren eller lige ved siden af. Vifter med en form for skjult dialog, den kvikke betragter kan afkode, aflæse og fortolke. Interessant nok stammer begge begreber fra en litteraturmand, M.M. Bachtin, som nogle - også denne bogs forfatter Nina Møller Andersen - mener er den største russiske tænker i nyere tid. Og nok er begrebet intertekstualitet uddestilleret af en af hans elever, den franske Julia Kristeva. Alligevel er det et fænomen, som netop Bachtin har udmøntet i sine teser om litteraturens inderste væsen, om end med vanlig fornemmelse for det usikre, tågede og alt andet end præcise udsagn.
Litteraturvidenskabens rodehoved
Lyt til artiklen
