0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Har de tid?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Allerede Augustinus skrev i 500-tallet, at skønt tiden er enhver bekendt, kan ingen sige, hvad den er. Og allerede Platon kunne beklage sig over, at advokaterne blev drevet af vandurets jag, ligesom Hesiod som senere Franklin fraråder folk at udsætte til i morgen, hvad de kan nå i dag.

Har tiden altid været af lave, eller er den blevet 'affortryllet'? Er vor tidsoplevelse ens under al filosofisk og historisk fernis, eller kan man mere grundlæggende tale om en antik cyklisk tid modsat en moderne lineær tid? Er vore beklagelser over den moderne tidsoplevelse snarere en klage over selve de ting, som foregår i vor tid? Og kan vi overhovedet skelne mellem tiden og det, der foregår i tiden?

Mange spørgsmål lader sig stille i denne sag, og Peter Johannes Schjødt gør i et essay overskueligt rede for, hvordan forskellige tænkere fra antikken til i dag har set på tiden og evigheden - samt på selve tidsopfattelsens historie.

Lidt pikant bekender han indledningsvis, at han begyndte bogen, fordi han efter at have opsagt et tidskrævende job ville nyde tidens langsomhed - hvilket ikke viste sig muligt. I stedet fik han en mere indholdsrig travlhed. Udgangspunktet er altså det sociologiske, med vor tids fokus på fleksibilitet og mobilitet, og time-manageren og mobiltelefonen som en plage, der fører til udbrændthed, hjerteflimmer samt mobning på alle niveauer i arbejdslivet.

Børn, privatliv og almendannelse er noget tidsrøvende stads, som vi udsætter stadig længere, og når vi endelig har fået børnene, planlægger vi nøje den såkaldte 'kvalitetstid' med afkommet, som vore forfædre åbenbart må misunde os i deres himmel.

Arbejdslivet kræver vor sjæl og giver os prestige til gengæld for fortravlethedens, mobilitetens og fleksibilitetens pris - men sæt nu, hvis kun taberne har tid til at beundre os? Det hed sig engang, at barndommen som epoke var en ret ny opfindelse - men nu skal den tydeligvis afskaffes, for i disse dage foreslår eksperter bekymret, at børnehaverne skal tage sig gevaldigt sammen, hvis det ikke skal ende i tant og fjas.


Sådanne perspektiver er udgangspunktet for en kortvarig charterrejse gennem tidens og tidsmålingens historie med solure, vandure og mekaniske ure, kalendere - samt problemerne med at få præcise ure, der måler alle 'timer' ens, modsat soluret, som kun måler den lyse del af døgnet, der jo er meget længere om sommeren end om vinteren.

Det var klostrene med faste skemaer for bøn og arbejde, der indførte det mekaniske ur, som slog på de vigtigste kanoniske tidspunkter, og siden blev det til faste timeslag. I forbindelse med det moderne arbejdsliv og stigende samhandel, jernbaneafgange og frække aftaler blev der tillige behov for en national og senere international tidsangivelse - for soltiden er som bekendt ikke ens på Bornholm og i Tønder.

Bogen vender så tilbage til tænkernes syn på den moderne tid - hvor Heidegger og Løgstrup som Heidegger ser tidsproblemet som et ontologisk grundvilkår: For Løgstrup opstår kulturen ganske som denne bog i et oprør mod forgængeligheden. Schjødt selv hælder mere til det historiske syn: Antikkens cykliske tidsopfattelse knyttet til de genkommende årstider for såning og høst før den moderne kvantificering af tiden som et kostbart fluidum, der siler bort med jævn hastighed, må have givet en radikalt anden tidsoplevelse.

Her kan man supplere med den seneste årbog fra Chr. Ejlers Forlag med essayet 'Tidens triumf', hvor historikeren Mogens Herman Hansen netop gør op med myten om grækernes cykliske tidsopfattelse. Hvert år fik navn efter en unik historisk hændelse det år, så vist oplevede og huskede folk tiden lineært - uanset hvad filosoffer med god tid tænkte efter fyraften.

Omvendt mener religionshistorikeren Lars Bo Bojesen, at vi stadig af kristendommen og musikken kan lære at finde evighed i tiden i stedet for at gøre oprør mod den. For ligesom kristendommen forener en unik gudshistorie uden gentagelse med evighedens perspektiv, så eksisterer første del af en melodi jo stadig, mens vi hører anden del: Hvis vi kun oplevede en tone ad gangen, kunne det jo være lige meget med melodien. Peter Bastian er inde på samme tanke.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu