Biiip, siger det endnu den dag i dag på BBC's radio- og tv-kanaler, hvis nogen siger et af de firestavelsesord, som ingen over børnehaveklassen er i tvivl om, hvad betyder. For få uger siden var det den amerikanske skuespillerinde, der for tiden fyrer de vidtbeskrevne 'Vaginamonologer' af i London, der slap igennem med at sige cunt (fisse, hvis nogen skulle være i tvivl), fordi hun var på direkte i et talkshow. Det blev dog kun til et enkelt læserbev i The Daily Telegraph og et par opringninger til BBC. Stormen var langt fra den moralske stive kuling, som dengang i november 1965, da den da 39-årige kritiker Kenneth Tynan for første gang lod et fuck slippe ud i et late night- program. Nationen var som ramt af et apoplektisk tilfælde, og BBC's undskyldning var på alle avisforsider med en garanti for, at »this is not a word which should be used on the air« i al fremtid. Noget kan tyde på, at BBC gør en del for at holde sit mere end 40 år gamle løfte. Mrs. Mary Whitehouse, grundlæggeren af The Clean Up TV Campaign, erklærede dengang i The Times, at Mr. Tynan »needed his bottom smacked«, men som de fleste af moralens strengeste vogtere vidste konen ikke, hvad hun talte om, for den formastelige Mr. Tynan var faktisk en hengiven dyrker af sadomasochisme, men han var også sin generations mest begavede kritiker og en teaterentreprenør uden fortilfælde i verdens førende teaternation. Han var Laurence Oliviers dramaturgiske bagmand i opbygningen af Englands National Theatre, og han var skaberen af 1970'ernes erotiske sensation fra West End til off-Broadway 'Oh! Calcutta', hvor de medvirkende var nøgne og kunne lidt mere end synge og danse. Kenneth Tynan var sit eget ungdomsoprør. Med en socialistisk indignation, der dog ikke forhindrede ham i at køre Jaguar, og et vid af de skarpeste, bekæmpede han den engelske censur, institutioneret i Lord Chamberlain, som vogtede på arven fra dronning Victoria. Da John Osbornes 'Ung vrede' revolutionerede dramaet, var Tynan den, der vejrede morgenluft, mens alle andre holdt sig for næsen. Det er vel ikke så sært, at englænderne endnu ikke har kunnet glemme den frække, begavede mand, selv om han døde i 1980, kun 53 år. Ti år på dødsruten Kenneth Tynan går igen. Hans dagbøger fra 1971 til hans død er netop udkommet, og lægger man de 440 sider sammen med den biografi, hans kone skrev i 1987, og Tynans breve, der udkom i 1994, så er vi oppe på 1.600 sider af og om kritikeren. Samlinger af hans essays og anmeldelser er også fortsat i cirkulation. Man får sine naturlige tvivl om sandheden i hans kones ord: Han hadede at skrive. Men der er en sandhed i udsagnet, som bekræftes af dagbøgerne fra et genis sidste tiår ad dødsruten. 'The Diaries of Kenneth Tynan', redigeret af New York Times' teaterkritiker John Lahr, er blevet modtaget med stærkt blandede følelser i England. Tynans kone, Kathleen, har gjort alt for at holde de personlige bekendelser tilbage, men Tynans ældste datter, Tracy, havde fået dem af sin far, og det er hende, der nu har sluppet katten ud af sækken. I denne skal/skal ikke-debat rammer dramatikeren David Hare, som beundrede kritikeren Tynan, præcist i sin konklusion: »Kun, hvis man kan holde ud at være deprimeret flere dage efter, skal man læse dem«. Det er deprimerende, selv om Tynan fyrer løs af sit overdådige forråd af anekdoter, sit eget vid og en name dropping så indiskret, at selv de senere års rapporter om det engelske kongehus bliver ren kirkebladslæsning. Det var et analytisk røntgenblik for scenekunsten, der sammen med et blændende skrivetalent og et intellektuelt samfundsengagement fik Tynan til at blomstre i The Observers spalter i årene fra 1950 til 1963, da Laurence Olivier lokker ham til sig som dramaturg i opbygningen af National Theatre. Det står foran sin åbning, da dagbøgerne begynder, og her tilspidser forholdet mellem Olivier og hans dramaturg i spillet om Oliviers efterfølger, der meget på tværs af Tynans ambitioner bliver instruktøren Peter Hall. Lungesyg storryger Fra Tynans synsvinkel er Olivier den store skuespiller og den lille leder, en karaktersvag opportunist. Afskeden med National Theatre bruger Tynan til at gøre regnskabet op med det facit, at det faktisk var ham, der havde lagt linjen og skabt succes med de forestillinger, man spillede, inden det nye hus med de tre scener stod klar på Themsens vestbred. Dagbøgerne afslører en neurotisk narcissist, der stimulerer sit selvhad ved som alvorligt lungesyg at ryge 40 cigaretter om dagen og dyrke et sadomasochistisk forhold med en vis Nicole ved siden af ægteskabet med Kathleen, som ikke bryder sig om at lægge bagdel til spanskrør og hårbørste. Det undrer Tynan, at Kathleen, når han nu så billedskønt forklarer hende, at Nicole er hans karryret og hun hans French Cuisine rent erotisk. Forholdet kører med alle de trakasserier, man kan forestille sig, lige til Tynan hverken kan få vejret eller erektionen længere. Den omhu og fantasi, Tynan lægger i beskrivelsen af sine erotiske oplevelser, er langt fra så befordrende for hans skrivekunst, som teateranmeldelserne var i sin tid. Det fyger med indiskretioner som i beskrivelsen af et selskab, han og hans kone holdt for prinsesse Margaret, der her oplevede sit livs første og måske eneste pornografiske film, vist på et ophængt lagen i soveværelset. Adskillige nulevende notabiliteter bliver nonchalant hængt ud, f.eks. dramatikeren Keith Waterhouse ('Billy Løgneren'), der også var klient hos Nicole, men dog aldrig betalte. Afdøde John Osborne ('Ung Vrede') får også føjet nyt til sit erotiske curriculum. Dietrich og JFK Når man er ved at kvalmes over Tynans trang til at lufte både sit eget og andres snavsetøj, kommer der gerne en så grotesk historie, at man nødigt ville have undværet den. Eksempel: Tynan var nær ven med Marlene Dietrich, og ifølge dagbogen betroede hun ham, at hun havde været i seng med John F. Kennedy. Han havde inviteret divaen på en drink i the Oval Room en eftermiddag kl. 18.00. Dietrich var præcis, fik serveret et glas tysk hvidvin, inden John F. ankom kl. 18.15. Et kvarter efter sagde præsidenten: »Jeg håber ikke, at De har travlt?«. Marlene svarede, at kl. 19.00 ventede 2.000 jødiske krigsveteraner for at hylde hende med en udmærkelse for hendes indsats under Anden Verdenskrig. »Det giver os ikke lang tid«, sagde John F. og så hende dybt i øjnene. Marlene indrømmede over for Tynan, at hun godt kunne li' stærke mænd, og at hun godt kunne li' at ha' 'deres skalp' i sit bælte, så hun svarede: »No, Jack, it doesn't«. I et værelse ved siden af tog John F. tøjet af og viklede bandagerne, der støttede hans rygskade af - som Laokons kamp med slangerne. »Now, I'm an old lady, and I said to myself: I'd like to sleep with the President, sure, but I'll be goddammed if I'm going to be on top!«. Men - han var en gentleman. »It was all over sweetly and very soon«. Præsidenten faldt i søvn. Marlene klædte sig på. 18.50: »Jack - wake up! 2.000 jews are waiting! For Christ's sake, get me out of here«. John F. havde kun et sidste spørgsmål: »Did you ever make it with my father?«. »No, Jack«, svarede Marlene i overensstemmelse med sandheden. »Well, that's one place I'm first!«. Sandheden? Er det ikke den, der ødelægger mange gode historier? Til porno i Istedgade Der er ingen tvivl om, at Tynan opfattede sig selv som sin tids kronikør for show- og teaterverdenens højeste cirkler. I dagbogen genkender man også kilden til hans senere beskrivelse af, hvordan han iværksatte et bemærkelsesværdigt topmøde på Cuba mellem to stærkt berusede modsætninger i amerikansk litteratur, Ernest Hemingway og Tennessee Williams. Det var ingen succes, og det havde Tynan heller ikke regnet med, men han kunne ikke nære sig. Der er 'gode historier' en masse hos Tynan, for han samlede på dem, når han hørte dem eller selv fandt på dem. Der er også mere end det. Der er den tragiske historie om et stort talent, der pludselig ikke længere kan følge med den tid, han ellers havde været mange hestehoveder foran. Han var hovedmanden bag 1970'ernes mest forløsende erotiske kabaret 'Oh! Calcutta', som trods gode indtægter i starten endte med at give ham tømmermænd og lommesmerter. Han var en apostel for det nøgne look på scenen, og i maj 1976 tager han til København for at møde Vivi og Flemming Flindt, der med 'Dødens Triumf' havde vist alt, hvad der var at vise. De var med på tanken om at føje et dansenummer til 'Oh! Calcutta', men prisen var for høj, ifølge Tynan. Han besøger også Christiania og pornobutikkerne i Istedgade, og både hans politiske og seksuelle idealer ser han opfyldt i Wonderful Copenhagen. Der er stadig glød i socialisten og revolutionæren Tynan, selv om han af alle kræfter, og de er efterhånden ikke mange, prøver at køre på førsteklasse med trestjernede Michelinrestauranter og luksusvillaer til ferierne i Spanien, dels med Nicole og spanskrøret, dels med Kathleen og børnene, som han skriver kærligt vittige digte til på fødselsdage. Baader-Meinhof 9. maj 1979 står der i dagbogen, at Ulrike Meinhof har hængt sig i sin celle, og det får Tynan til et øjeblik at spekulere over, hvad der egentlig skete med den flygtede pige fra Baader-Meinhofgruppen, som opsøgte ham halvandet år tidligere for at få penge og husly. Hun havde vist oplagt afsky for hans livsstil. Han havde ikke rigtig kunnet hjælpe hende, men selv om han kommer i svar tvivl om bandens metoder, ville han aldrig drømme om at overgive hende til myndighederne. Det er, som om hans engagement i praksis er lidt ambivalent. I de år kæmper Kenneth Tynan for at rejse midler til en stor, kommerciel film om sine erotiske præferencer. Familien flytter til Californien både af professionelle og klimatiske grunde, fordi Tynans lunger på det nærmeste er forstenede. Dagbogen bliver en mere og mere pinefuld indsigt i mandens falmende sans for, hvor interessant hans personlige forhold er for et biografpublikum. Den ene sponsor falder fra efter den anden, og han roder sig ud i et økonomisk uføre, men konstant i godt selskab med de ypperste i engelsk og amerikansk film og teater. Og det bliver da også dem, der kommer til at befolke sidste akt af hans professionelle liv. Selv om alt smuldrer - Kathleen finder sine mindre hårdtslående elskere som f.eks. Warren Beatty, da hun begynder at skrive filmmanuskripter for Hollywood. Det er trods alle andre bestræbelser skrivetalentet, der er Tynans substans. The New Yorker opfordrer ham til at skrive profiler på den store engelske skuespiller Ralph Richardson, den gamle amerikanske showdronning Louise Brooks, Laurence Olivier, dramatikeren Tom Stoppard m. fl. og de bliver hans sidste indtægtskilde - hvert portræt betalt med 25.000 dollars dengang nok verdens højeste bladhonorar. Hver opgave er en fortvivlet kamp. Når man er til vejs ende med dagbøgerne og Tynan, er man deprimeret, men også forsynet med et dybt personligt billede af, hvordan et talent kan tage fejl af sig selv. Han var en stor performer, der endte som autografsamler. Om dagbøgernes redaktør slutter lige netop der, hvor Tynan selv har sat det sidste punktum, fremgår ikke, men John Lahr har valgt at slutte, hvor Tynan citerer Somerset Maugham: »Blandt mænd er der ham, der lukker øjnene for sine bedrifter og grues over det, der gik galt. Det er ofte ham, der skrev bøger om sig selv. Han tier om sine fortrin og fremstår som et svagt menneske uden skrupler og samvittighed«.