Alt er stof. Mon ikke Dan Turèll kunne have tilsluttet sig den forestilling? Tanken er nærliggende i forbindelse med forfatteren og personlighedens alsidige produktivitet, hans evne til frugtbart at lade sig inspirere hele horisonten rundt. Intet var for stort eller for småt, for mærkværdigt eller for almindeligt. Alt er stof i Dan Turèlls univers. Konklusionen trænger sig atter på i forbindelse med udgivelsen af den nyeste bog i Turèlls navn, 'Good-bye to all that!' Det er ikke en dagbog. Langtfra. Dertil er den alt for tynd og springende. Fyldt med mellemrum og sigende tavshed. Men 'Good-bye to all that!' ligner udkastet, tilløbet til den dagbog, Dan Turèll desværre - for blufærdig, for fortravlet, for selviscenesættende? - aldrig fik skrevet. Der er tale om et udvalg af fotografiske afbildninger af en samling sider i forfatterens personlige Mayland-spiralkalendere, anno 1975. Året, hvor 'Vangede billeder' markerede et stort, bredt gennembrud. Skriveredskabet er et af Turèlls foretrukne ånds- og håndvåben. Den sorte tuschpen, ført i en rund og harmonisk formskrift. Det interessante er, at der næsten intet står på disse kalenderblade. Der står kun det absolut nødvendigste. Med de mest minimale stikord løftes der her lige en lillebitte flig som åbning til Turèlls univers. Men denne spredte serie af afkortede telegramkoder gør det alligevel muligt at forme et genkendeligt og interessant omrids af forfatteren og forfatterskabets karakter, deres omfang og inspirationskilder. I hverdag og fest. I strålende rampelys og tilbagetrukket ensomhed. Hvilket netop ikke går an, uden at vi nogle steder bevæger os ind på de næsten private enemærker. »Last hashish pipe« står der med store bogstaver under datoen 15. maj. Andre steder er det jakkesættet, der skal sendes til rensning og afhentes igen et par dage senere. Aftaler, der skal aflyses. En familiefrokost, som ikke må glemmes. Der er et eller andet med en vask, der skal huskes den 7. juni. Noget tjald, der har betydning den 20. august. Og så den 14. november bare ét ord: »Pibe«. Jamen, hvad var det nu, Dan Turèll havde lovet sig selv og kalenderen seks måneder tidligere? Mere end disse næsten ikke eksisterende antydninger gives der ikke i 'Good-bye to all that!'. Befordrende for nysgerrigheden og fantasien, men frustrerende i længden. Men så er der også alle brevene. I kalenderen tæller Turèllløbende antallet af afsendte breve sammen. Og da 1975 er omme, er årets samlede brevsum imponerende - 595 står der øverst på kalendersiden den 31. december. Endelig er der alle de mange forskellige navne, man støder på, efterhånden som man bladrer sig gennem årets turèllske gang. Okay, her kommer, helt i ophavsmandens ånd, en smuk og syret remse: Anders And, Elvis, Gustava, Laugesen, Ufer, Bjørnkjær, Have, Carl Barks, Schnack, Gustav Winckler, Mohn, Stein, P.G. Wodehouse, Lou Reed, Bundgaard, Ludvigsen, Leth, Ellegaard, Birger Jørgensen, John Cale, Fromberg, pastor Bock og »min bror Frank«. Højt og lavt, vidt og bredt, eksklusivt og smaskpopulært. Alt er stof. Alt er muligt. Men så hedder den lille, tynde bog alligevel 'Good-bye to all that'. For når alt var skrevet - ned, ud og op - var der jo også altid en rastløshed, der synes at drive Dan Turèll. Tilsyneladende skrev han hele tiden sit liv direkte ind i den næste hvide side, den næste uundgåelige dag. Altid ét med dette krævende og befriende mantra: manjana!