Gyldendal og Politikens Forlag genudsender den store 'Danmarkshistorie', der med Olaf Olsen som redaktør udkom i 16 bind fra 1988 til 1991. Nu foreligger første bind, hvor Jørgen Jensen behandler de ældste perioder, fra istiden til ca. 200 f. Kr. Der kan være mange gode grunde til at udsende værket på ny. De fleste bind er velskrevne, og der er for tiden ikke andre kvalitetsdanmarkshistorier på markedet. Selv om det kun er godt ti år siden, værket udkom, er der sket meget inden for historiefaget. Det har derfor været nødvendigt med en omfattende revision. Det gælder ikke mindst Jørgen Jensens bind. Arkæologien er en videnskab i rivende udvikling. Det drejer sig ikke kun om nye fund. Nye naturvidenskabelige analysemetoder har produceret et væld af nye indsigter om bl.a. oldtidsmenneskenes fysiske omgivelser, om klimaet, om planteverdenen, om den økologi, mennesket var en del af, og meget andet. Det er også utroligt, hvad et skelet kan rumme af oplysninger om levevilkår og sygdomme. Viden alene giver ingen historie. Stoffet skal systematiseres og forklares. Og det gør Jørgen Jensen med suverænt overblik. Mange års forskning har gjort ham så fortrolig med stoffet, at han nærmest er vokset sammen med sit fag. Men han er også en fremragende stilist. Kombinationen af viden og sproglig talent gør den lange rejse fra istid til keltisk jernalder til en ren fornøjelse. Det reviderede bind er lige så helstøbt som førsteudgaven. Og det har på grund af rent tekniske forhold ikke været let. Da billeder og overskrifter er blevet genbrugt, er det en betingelse, at teksten fylder det samme som oprindeligt; den må hverken blive kortere eller længere. Det er ikke kun samlet, at tekstmængden skal gå op; det gælder også inden for de enkelte afsnit. Alligevel har Jørgen Jensen formået at nyskrive vigtige kapitler, det gælder ikke mindst bronzealderen, uden at efterlade støberande i teksten. Olaf Olsens forord til hele værket fra 1988 er blevet genoptrykt uden væsentlige ændringer. Olsens karakteristik af historieskrivningens muligheder og begrænsninger er stadig både dækkende og relevant, selv om netop 1990'erne i mange henseender har været præget af stigende skepsis over for traditionelle årsags- eller kausalforklaringer, hvad der især har ramt den økonomiske og sociale strukturhistorie.